Kaffekandefabrikken var indrettet i en stor, nu nedrevet staldbygning, ved siden af ejendommen Kaj Lippmanns Alle 15.
Denne ejendom, hvor der senere var dampvaskeri, er formentlig opført i 1920’erne af en tømrermester fra København.
Produktionen af kaffekander begyndte i den omtalte staldbygning, da det blev muligt efter krigen igen at få leveret aluminium. Aluminiummet blev leveret i små firkantede plader fra et valseri.
På 1. salen blev pladerne udglødet. De blev lagt på nogle gasbrændere, og der blev drysset savsmuld på. Når savsmuldet begyndte at gløde, havde pladerne den rette temperatur.
I stueetagen stod de tunge maskiner. Her blev de udglødede plader i drejebænke presset op over forskellige matricer. Dette foregik i forskellige tempi, til pladerne havde den endelige form. Også de buede låg blev presset op her.
Her stod også slibemaskinerne, hvor emnerne hele tiden blev slebet og pudset med tøjruller og carborindium mellem hver operation. Efterfølgende blev der standset huller til tudene og hankene.
I en anden ende af stueetagen lå støberiet, hvor tudene og hankene, der også var af aluminium, blev støbt i små jernforme. De tykke aluminiumsbunde blev støbt i sandforme. Hankene blev nittet på, mens tudene og bunden blev svejset på kanderne. Til sidst blev de pudset af med terpentin og savsmuld og pakket i papkasser.
Den samlede arbejdsstyrke har været på ca. ti voksne og to arbejdsdrenge, der alle var fra Dragør.
Denne beretning bygger på et interview Erling Ravn har foretaget i 2007 med Flint Møller (født 1933), der var arbejdsdreng på kaffekandefabrikken fra januar til juli 1948.