Andreas Jensen havde i mange år sit virke ved Dragør havn og i sit tjæreduftende værksted.
“Dykkeren”, som han altid blev kaldt her i Dragør, havde for enden af Zytfensgade i strandkanten (hvor der i dag er parkeringsplads) bygget et bådværksted, som han omhegnede med stakitter.
Disse stakitter rykkede han med jævne mellemrum længere mod nord og syd, hvorved han indvandt nogle små arealer, som han benyttede til have.
Ved stadig at køre tang og fyld fra stranden ind omkring bygningen dannede han efterhånden såvel nord som syd for denne et stykke havejord, som han indhegnede og benyttede til dyrkning af kartofler og blomster.
Øst for værkstedet gravede han en rende og nedrammede en lille pælebro, hvor han havde sine både fortøjet. Efter hans død i 1910 mudrede den lille havn til og værkstedet forfaldt. Omkring 1930 overtog byen arealet mod en godtgørelse til hans arvinger.
Han ejede nogle småskibe, bl.a. jagten “Ferdinand” og jagten “Orrest”, kaldet “Punschebollen”, fordi den havde afrundet stævn både for og agter, med disse skibe deltog han ved bjergning af strandede skibe i sundet.
Omkring år 1930 solgte hans arvinger værkstedet til Dragør Kommune, som nedrev bygningen og udlagde pladsen såvel som hans havn og have til havneareal, der nu (1997) er beliggende indenfor færgevejen.
Den døde englænder
Amager Avis bragte i 1907 et lille interview med den da 85-årige Andreas Jensen i anledning af, at han og konen fejrede diamantbryllup. Her fortalte han, at han havde arbejdet både som sømand og dykker og været vidt omkring i verden.
Han havde i årenes løb hentet mange lig op fra havbunden. Engang var han blevet rigtig forskrækket, da han hentede besætningen op fra et strandet engelsk skib.
Imellem disse druknede søfolk fik han lige pludselig øje på én, han syntes at kende, nemlig Jens Mouritsen henne fra Kongevejen. ”Hvordan er du kommet herud i det selskab” havde han mumlet for sig selv, mens han trak den druknede med op.
Men gudskelov var det en englænder, og Jens Mouritsen stod helt tilfældigt inde på havnen og kiggede på. ”Men ligne ham, det gjorde han” erklærede Andreas Jensen – ”der er så meget, der er uhyggeligt ved søen”.
Han fortalte endvidere, at han havde set både varsler og jærtegn.
Intervieweren ville da vide, om han havde set dødssejlere – ”Nej, det er løgn, dem er der ingen af” lød det promte.
På spørgsmålet om han ikke i sin alderdom længtes tilbage til søen, svarede han: ”Inte nu, hvor al denne hersens damp og elektricitet vender op og ned på det hele. Det har ingen pålidelighed mere – nej i gamle dage – -”.
På diamantbryllupsdagen blev Andreas Jensen og hustru fotograferet af deres sønnesøn, Lauritz Jensen, bedre kendt som den døvstumme skomager, der i sin fritid var en fremragende portrætfotograf.
