Dirch Jansen blev født i 1855 på Mindegården i Store Magleby.
Forældrene var Jan Isbrandtsen Huck og Af Jan Olsens.
Efter konfirmationen kom han i en privatskole og fra 1877 på Lyngby Højskoles landbrugsafdeling. Dirch Jansens far havde været med til at grundlægge skolen.
I 1892 giftede Dirch Jansen sig med Aght Peter Bachers, som var vokset op på gården Hollandsminde. Ved ægteskabet overtog han gården.
Da han blev gift, var Aght klædt i amagerdragt. Han mente selv, det var det sidste bryllup, hvor brudedragten blev brugt. Hans far gik endnu i amagerdragten, og Dirch Jansen fik fremstillet en til sig selv.
Hollandsminde var brændt ned ved den store bybrand i Store Magleby i 1809. Mens andre gårde i landsbyen flyttede ud på markerne efter branden, blev Hollandsminde genopført på sin gamle plads.
Gården har i midten af 1800-tallet sikkert haft et helt uspoleret udseende. Maleren Julius Exner boede her nogle gange omkring 1850, og malede bl.a. billedet ”En amageridyl” og måske ”Et besøg hos bedstefar” på gården.
Samlingen på Hollandsminde
Allerede som barn begyndte Dirch Jansen at samle. Han har selv fortalt, at han som 12-13-årig fandt skaftet til en fakkel, som hans bedstefar, Isbrandt Jansen, havde båret ved Frederik den 6.’s begravelse.
Årsagen til, at bedstefaderen deltog i ligtoget, var formentlig at som sognerådsformand repræsenterede Store Magleby.
Dirch Jansen skriver selv i sine erindringer, at tanken opstod hos ham at samle og bevare hvad der endnu var i familiens eje af bohave og husgeråd samt dragter og andet, der kunne illustrere de gamle hiollænderes levevis, ved at bevare et ”gammelt hjem”, som et synligt minde for de efterfølgende slægter.
En væsentlig del af samlingen stammede fra Aght Bachers hjem.
Dirch Jansen fortæller:
”Ved giftermålet i 1892 var lykken mig gunstig, idet der i min hustrus hjem, ”Hollandsminde”, ikke alene fandtes stuer, køkken med det åbne ildsted, men spisekammer, bryghus og storstue (”op på kælderen”). (…) I disse stuer boede min hustrus bedsteforældre, Crilles Bacher og hustru. Efter disse to menneskers død flyttedes af gamle ting hvad jeg havde fra min fødegård herover i førnævnte hjem, hvortil jeg samlede alt hvad der var af sjældenheder, når lejlighed gaves, og det var til at få til en overkommelig pris.
Som det nu stod, kan man vel sige, at det var et nogenlunde komplet hollænderhjem. Således fandtes i forstuen en dobbelt hylde, hvor der var plads til f.eks. hatte og sko, og på søren ind til stuen stod malet:
I mit hus ingen bande må
men hellere ud af døren gå
This det høre Gud i Himmerig
Og straffe både mig og dig
I køkkenet gryder og pander m.m. I spisekammeret krukker, fade, tallerkener, såvel fajance som tin, kobberkedler og kander, messinglygte og rivejern m.m.
I dagligstuen de nødvendige møbler, langbænk, forsæde [?], klapbord, stole, skabe med glas og tallerkener, bilæggerovnen, som bestod af hollandske delftplatter, hvorpå der var motiver fra Bibelen. Tallerkenrække over døren med gammelt, hollandsk porcelæn, som var reddet, da gården brændte i 1809. På dragkisten stod kaffekande, kopper og flødeskole med ældste mærke af Københavns porcelæn. I skufferne af dragkisten lå forskellige klædningsstykker til mand og koner, hvoraf den røde, lammeskindsfarvede pels må nævnes, samt det ejendommelige sørgeskørt, ”jøbet”.
I sovekammeret stod himmelsengen og den opredte vugge med de blå, udsyede mellemværkslagner, som blev brugt på dåbsdagen indtil barnet var døbt og hermed kristnet, hvorefter det fik de hvide, udsyede lagener på. Her fandtes endvidere et egetræschartol, bag hvis klap var indlagt en munkefigut. På bordet lå Jesper Brockmanns huspostil, og et sjældent billede forestillende Frelseren fra Pilatus, hvor man ser jøderne stå med hver sin anklage i hånden.
”Op på kælderen” stod de store egetræskister, den ene fra år 1786, den anden sikkert 100 år ældre, efter en konservators udtalelse. Her stod himmelsengen, hvis der kom gæster, skulle de altid bo i den fine stue. Endvidere en rokokokommode, hvor der lå broderede tørklæder, perlenippetørklæder, nogle blå, foldede kraver kaldet ”Tisum” [?], der blev brugt ved sorg. En sofa og stole af birketræ, et rokokobord, på hvis plade var oliemalet et motiv fra Bibelen (englen kommer til Sara), et gammelt, hollandsk skab med to indlagte figurer (en munk og en fugl), et billede forestillende nadveren og et kobberstik forestillende Rolf Krake, der kæmper over bålet med sine mænd.
En vævestue med en stor håndvæv med flyskytter og andre redskaber til vævens brug. I væven var indvævet [?] et stykke lærred, for at vise dens brug. Det var vævet af en dragørkone ved navn Neel Claes. I øvrigt fandtes en rok, spolerok og garnvinde, et gammelt skab, et billede, forestillende den danske roflotille i kamp med en engelsk konvoj 1808 ud for Dragør (…).
Af rene sjældenheder var ”blåhatten”, brudgomshatten for 100 år siden eller deromkring. Den bestod af kameluld stammende fra hollandske besiddelser. Hollænderne, som har besøgt mit hjem, har udtalt at den var en sjældenhed, den fandtes end ikke på noget museum hos dem, men kun i fotografi og maleri.
Brudens pynt bestod i ”brudesølvet”, dette havde jeg også erhvervet til min samling, da det var det eneste originale, og det var opkøberne ude efter. Det var på høje tid, at det kom på rette plads.
En lige så stor sjældenhed var bomærkestaven. Denne er en rest af linjeskibet ”Dannebrogs” vrag fra Køge Bugt. Efter at have fået det tildannet efter eget ønske, fik jeg indskåret alle byens gamle bomærker i den. Disse, såvel som staven, har fanget mange museumsinteresseredes interesser, idet der et taget aftryk og kopi af staven og bomærkerne.
Som ovennævnte nu er skildret, stod det gamle hjem i sit enkle og beskedne udstyr, men det stod dog som hjemmet med hygge og en velsignet fred hvilede over hver ting for sig, thi man kunne ligesom genspejle den glæde og flid og sindighed, der var lagt af en slægt, som var i besiddelse af den rette arbejdslykke og hjemmehygge”.
Samlingen på Hollandsminde havde mange besøgende. Flere gange kom hollænderne i Danmark til Store Magleby for at se den, og blandt gæsterne var også to herrer, der var udsendt af den franske regering og deltagerne ved den internationale kongres for journalister i København.
I 1922 åbnede Amagermuseet, som blev dannet på grundlag af Dirch Jansens samling. Senere gav han udtryk for skuffelse over museet. Ikke blot fordi man nu skulle betale entré for at se de genstande, han i mange år havde vist frem gratis, men også fordi han ved indvielsen af museet blev henvist til at stå i gården, mens de inviterede gæster blev vist rundt indenfor. Dirch Jansen fik dog et livsvarigt adgangskort til museet.
Den hollandske arv
Dirch Jansen havde en stærk fællesskabsfølelse med de hollandske indvandrere til Amager i 1500-tallet. Han betragtede sig som én af deres efterkommere, og følte en forpligtelse til at løfte deres historiske arv.
På sine ældre dage skrev han optegnelser og beretninger om Hollænderbyens historie og flere historiske artikler. Tanken var nok, at det skulle udkomme som en bog, men den udkom ikke i hans egen levetid. Til gengæld blev en del af stoffet udnyttet i Jan Dirchsens bog “Hollænderbyen og dens mennesker”, der udkom i 1982.
Dirch Jansen var ridder af Dannebrogsordenen. Hans indsats blev påskønnet af beboerne ved en fest, som blev holdt i Dragør. Her fik han som tak overrakt et sølvservice.
Ved den hollandske dronnings besøg i Store Magleby i 1922, blev Dirch Jansen dekoreret med det hollandske Oranje-orden.
Han kom aldrig selv til Nederlandene, men hans datter, Trein Jansen, var på en slags officielt besøg i 1929. Her mødte hun den nederlandske dronning Vilhelmina.
Efter at have overdraget Hollandsminde til sin svigersøn, Thorvald Petersen, flyttede Dirch Jansen ind i aftægtsboligen Mindevang ved siden af.
Dirch Jansen døde i 1936.
Fordyb dig i historien
Læs Dirch Jansens artikel om fastelavn i Hollænderbyen.
Læs Dirch Jansens artikel om Store Magleby Skole
Læs Dirch Jansens artikel om et barselsgilde i Store Magleby