Allerede i 1700-tallet var Dragør en driftig søfartsby med kontakt til fjerne horisonter.
I næsten alle familier kom drengene efter konfirmationen til søs. Enten fik de hyre på et af Dragørs mange sejlskibe – eller de blev indkaldt til flåden via ’sørullen’, som de fleste unge mænd i Dragør siden 1704 automatisk blev tilmeldt.
Kvinderne derimod arbejde hjemme i familien med husarbejde samt vævning, som de indrullerede søfarendes hustruer havde fået speciel tilladelse til at ernære sig ved – og som i dårlige tider var et tiltrængt tilskud til familiens økonomi.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte det at gå tilbage for Dragør. Dels blev skibsfarten påvirket af Englandskrigen 1807-14 og statsbankerotten i 1813. Dels havde Dragør fortrinsvis satset på sejlskibe – især ’småskibsfarten’ i de indre danske farvande, der i slutningen af 1800-tallet blev overtaget af de hurtigere og billigere dampskibe.
På grund af krisen var mange danskere begyndt at udvandre, dog udgjorde søfolk kun 1 -2 % af den samlede udvandring. Heller ikke i Dragør – på trods af de dårlige tider – var der tale om et større antal udvandrede.
I 1835 havde Dragør 1602 indbyggere og i 1922 var dette tal steget til 2048. I hele perioden er kun 136 personer registrerede som udvandrede fra Dragør (heraf 103 mænd). Desuden kan kun 80 personer reelt betegnes som ’udvandrede’, idet 32 står noterede som ’ei hjemkommen’ og 23 som ’afgået ved døden’. Dog kan man let forestille sig, at en del af de 32 ’ ei hjemkomne’ i realiteten var udvandrede uden at lade sig registrere, og derfor ville kunne placeres i denne gruppe.
I 1801 – mens tiderne stadig var gode – var 68 % af den voksne mandlige befolkning over 15 år stadig beskæftiget ved søfarten. Men den økonomiske krise tvang redere og skippere til at sælge og endog ophugge en del af byens skibe. Ledige søfolk, især matroser, har derfor sandsynligvis fundet hyre i andre havne, som f.eks. København.
Var man fattig og arbejdsløs i Dragør, fandtes kun lidt hjælp at hente. Dog blev der i 1830 oprettet et beskedent fattighus i St. Magleby og i 1832 blev et lignende bygget på Vestgrønningen i Dragør. (Kilde: Svend Jans)
Det var først og fremmest unge ugifte mænd, som forlod Dragør. Samtidig er det interessant at bemærke, at hele 42 – dvs. næsten halvdelen – er registreret som ’yngste søn’. En forklaring kunne være, at disse ’yngste sønner ’ ofte havde sværere ved at finde arbejde i familiekredsen, såvel som i lokalsamfundet. Så derfor – især i ustabile økonomiske perioder – søgte de eventyret langt fra Dragør.
Da hjemvendte søfolk efter 1848 samtidig begyndte at berette om store guldfund i Californien, Klondike og Australien, inspirerede dette sandsynligvis også en del af disse ’yngste sønner’.
For eksempel vendte den unge Svend Kjempe sidst i 1850’erne hjem fra USA og Australien som en velstående mand. Det samme gjorde Hans Dirchsen Præst, der også havde prøvet lykken i Australien, og som især havde tjent penge som vognmand for guldgraverne.
Alligevel nåede blot 15 personer i perioden 1835 – 1922 så langt som til Australien – og kun få blev derude.
Fordyb dig i historien:
Læs Marianne Larsons artikel om udvandring fra Dragør til Australien.
Artiklen findes også i engelsk udgave med illustrationer.