Popklubben

Da Dragør Badehotel – som dengang kaldtes Dehlsens Hotel – skiftede ejer i 1963, mistede ungdommen i Dragør- og Store Magleby deres eneste mulighed for at gå i byen i Dragør lørdag aften og danse.

Hotellets nye ejere ønskede ikke vil videreføre ”lørdagsdansen”, fordi der var begået hærværk mod de nyistandsatte lokaler.

Manglen på lørdagsdans bekymrede de voksne, og i lokalavisen Dragør Nyt hed det: ”Mange unge vil ikke blive siddende hjemme hos far og mor og fjernsynet lørdag aften. De vil ud og more sig. De søger sammen – og er der ikke dans – så er der altid en bajer, man kan samles om. I al for mange tilfælde ender sådan en lørdag aften i det rene studedrikkeri – uden det andet køns formildende virkning”.

Med forbillede i andre kommuner tog unge i Dragør og Store Magleby i 1967 initiativ til at danne en ”popklub”. Der bliver hurtigt indsamlet 300 underskrifter fra unge, som gerne vil være medlemmer af popklubben og kommunens ungdomsnævn går med til, at ungdomsklubben på Elisenborg kan lejes ud til afholdelse af to lørdagsballer.

Den nye popklub får navnet ”In the corner”. Dragør Nyt skildrer den første aften i klubben, og skriver, at der hersker ren ”Montmartrestemning”. Inden musikken begynder, sidder de unge pænt ved de usymmetrisk opsatte borde, og her er ingen hysteriske udbrud eller voldsom aktivitet.

“The Canyons” spiller på Elisenborg.

To unge siger til avisen, at det er meget bedre at kunne gå i byen i Dragør. Man slipper for transporttiden til København og det ikke gør noget, at der kun kan købes sodavand i baren. Da musikken begynder bliver dansegulvet fyldt med det samme, og reporteren flygter fra larmen.

Da årtiet slutter, har ”In the corner” problemer med at finde egnede lokaler til lørdagsarrangementerne og det ender med, at aulaen på Dragør Skole bruges efter model fra ”popklubber” i andre kommuner..

Scroll to Top