Da Amager var ubeskyttet
Da Københavns befæstning blev stærkt udbygget i slutningen af 1800-tallet, skete det først og fremmest for at kunne imødegå et fjendtligt angreb mod hovedstaden fra landsiden.
Derfor blev der ikke bygget fæstningsanlæg på Amager, bortset fra et batteri ved Kastrup, der stod færdigt omkring 1887. Dets opgave var dog hovedsagelig at forsvare København mod flådefartøjer der passerede igennem Øresund, selv om én af dets kanoner kunne svinges sydpå og beskyde Dragør, hvis fjenden fandt på at gå i land her.
Der havde i 1870’erne været et forslag om at bygge kystbatterier bl.a. ved Dragør og senere var der planer om fæstningsværker inde i landet, ved Maglebylille, Tømmerup og helt ude ved øens sydspids. Disse anlæg blev dog ikke opført, men planerne var så langt fremme, at man havde regnet på udgiften til batteriet ved Dragør. Det ville koste 350.000 kr. og skulle rumme i alt fem kanoner. Forslaget blev imidlertid forkastet af Folketinget i 1875/76.
En ny strategi
Ligesom Dragør Fort var anlægget af et batteri ved Kongelunden en del af et forsvarsforlig, som Folketinget vedtog i 1909.
I årene omkring århundredeskiftet havde man erkendt, at den hidtidige måde at indrette landets forsvar på, ikke var tidssvarende. Tyskland var i gang med at opbygge en flåde, og det danske forsvar var hovedsagelig indrettet på at et fjendtligt angreb ville komme fra landsiden.
Derfor besluttede man at udbygge befæstning mod søsiden og nedlægge den landbefæstning, der siden 1880’erne var etableret rundt om København.
Som en del af den styrkede søbefæstning, indgik anlægget at to forter på Amagers sydkyst, dels ved Dragør og dels på øens sydvestlige hjørne ved Kongelunden. Med til styrkelsen af forsvaret på Amager hørte også en simpel befæstningslinje tværs over øen mellem Tømmerup og Kastrup.
Andre nye anlæg, der opførtes i årene 1910 til 1918, var et fort ved Tårbæk, Flakfortet i Øresund, et batteri på Saltholm og Mosede Batteri.
Kongelunds Batteri
Det nye anlæg ved Kongelunden var fra starten ikke bygget som et fort, men som et batteri. Forskellen er, at kanonerne på et batteri kun kan skyde i én retning, mens de på et fort kan skyde i alle retninger.
Kongelunds Batteris opgave var da også først og fremmest at beskytte de minespærringer, som i en krigssituation ville blive udlagt i Køge Bugt.
Desuden skulle det forhindre fjenden i at sejle ind gennem Drogden Rende på østsiden af Amager eller Sorte Rende vest for øen. Batteriet fungerede i samarbejde med et tilsvarende batteri ved Avedøre, der var opført allerede i 1892.
Kongelunds Batteri var et firkantet anlæg, omgivet af en lidt over to meter dyb, vandfyldt grav. To steder var graven beskyttet af små geværstillinger, som skulle sikre, at fjender ikke trængte ind på selve batteriets område.
Anlægsarbejdet
Forsvaret købte jorden til anlægget af gårdejeren på Kalvebodhøj til brug for anlægsarbejdet.
Kongelunds Batteri blev bygget af entreprenørfirmaet Schiødt og Rasmussen. Man anlagde en midlertidig bro ud fra kysten og fik de fleste byggematerialer transporteret dertil med skib.
Anlægget var beregnet til at koste 160.000 kr. Opførelsen startede i 1914 og var færdigt i 6. januar 1916.
Kanoner
Batteriet fik en række forskellige kanoner, hvoraf løbet på de fire største var af stål og produceret af Krupp-fabrikkerne i Tyskland og havde en diameter på 28½-cm.
De store kanoner var haubitsere, som er beregnet til at skyde granater i en næsten lodret bane op i luften. Rammer granaten dækket på et skib ovenfra, kan de gøre meget mere skade, end hvis skibet rammes fra siden.
Haubitserne stod på fortet ”dæk”, dvs. på toppen af den bygning, der vender ud mod vandet. De var anbragt i nogle fordybninger af beton. De er bevaret to steder, men kan ikke umiddelbart ses udefra.
Nogle af kanonerne blev hentet til Kongelundsbatteriet fra Lynetten og blev transporteret hertil på en blokvogn trukket af damptromler. Med en vægt på 11 tons forårsagede de skader på Kongelundsvej, som Forsvaret bagefter måtte betale erstatning for.
I hver side af batteriet var der opstillet kikkerter, så man på lang afstand kunne se om en fjende nærmere sig. Batteriet var desuden udstyret med store projektører, der kørte på skinner, og som kunne belyse det foranliggende farvand.
Mandskab
Midt i batteriet var en stor mandskabsbarak, hvor der kunne indkvarteres op til 120 mand, som var batteriets besætning i krigstid. Endvidere var der et par mindre bygninger til værksteder og latriner.
Batteriets første chef var K. N. Harhoff. Senere var arveprins Knud leder af fortet sammen med Dragør Fort.
Batteriet bliver fort
I 1938 blev Kongelunds Batteri ombygget til et fort, dvs. en forsvarsstilling, hvorfra man kan skyde i alle retninger.
De tunge haubitsere blev udskiftet med gamle skibskanoner, der havde en skudvidde på over 16 kilometer.
Nede i fortet blev der indrettet kommando- og ildledercentral samt ammunitionsrum.
Endelig blev der opført en ny mandskabsbarak. Det var entreprenørfirmaet Monberg og Throsen der stod for ombygningen. Fortet stod færdigt i september 1939.
Under den tyske besættelse 1940-1945 var fortet på danske hænder indtil 1943.
Fortet under 2. Verdenskrig
I 1942 blev tre gårde på det sydvestlige Amager, Birkelund, Aflandshagegård og Sandagergård, eksproprieret til anlæg af skydebaner.
Der blev anlagt nogle baner for skydning med håndvåben ved gården Birkelund, men på de øvrige arealer blev der opsat lytteudstyr og radaranlæg af den tyske værnemagt.
Den tyske radarstation havde kodenavnet ”Krokodil”. De tyske radarstationer havde dyrenavne, hvor forbogstavet henviste til en nærliggende by. K’et betød, at stationen lå ved København.
Mandskabet på disse anlæg blev indkvarteret i en lejr, der kaldte for ”Krokodillelejren”.
Efter krigen
Efter afslutningen af 2. Verdenskrig blev Kongelundsfortet bygget om, og fik igen nye kanoner.
Helt nye var de dog ikke, for de stammede fra tyske fæstningsanlæg i Danmark, der var opført under krigen. Det drejede sig om fire 15-cm kanoner to 75-mm kanoner og desuden blev der installeret et nyt ildledelsesanlæg. To beton-observationsposter blev bygget ind i fortets nordside.
Der blev også bygget en fortmesterbolig, som er den bygning man ser lige indenfor porten til venstre.
Fortet fik desuden styrket sit nærforsvar. Lidt øst for selve fortet blev der bygget batteri på en lille, kunstig høj, hvor der blev placeret luftværnskanoner på 40 mm. Højen kaldes derfor i daglig tale “40-mm-højen”
Fra denne ombygning stammer den firkantede betonobservationsbunker, de to nye standpladser til 75-mm kanoner og 40mm-batteriet i batterihøjen bag idrætshallen samt fortmesterboligen lige indenfor porten til venstre.
Fortet under Den Kolde Krig
Efter afslutningen af 2. Verdenskrig så det storpolitiske billede snart ganske anderledes ud end før krigen. USA og Vesteuropa dannede i 1949 forsvarspagten NATO, hvor også Danmark tilsluttede sig, og Sovjetunionen og en række østeuropæiske lande lavede i 1955 en tilsvarende militær alliance, Warszawapagten.
Danmarks primære fjende var dermed ikke længere Tyskland, men den store østeuropæiske gruppe af lande, hvor både DDR og Polen var nabolande.
Som en del af Danmarks NATO-medlemskab, leverede USA våben og materiel til det danske forsvar. I slutningen af 1950’erne fik vi Danmark et antal raketbatterier, der var beregnet til forsvar mod angreb fra luften.
Forinden var Forsvaret blevet omstillet til at imødegå den nye fjende. I overført betydning blev kanonerne nu drejet i sydøstlig retning, hvor de tidligere havde peget mod syd, hvor den tyske flåde ville komme fra.
I begyndelsen 1950’erne påbegyndtes to store, nye forter, der skulle beskytte gennemsejlingsfarvandene. Deres opgave var først og fremmest at kontrollere minefelter, der i en krigssituation kunne udlægges, for at hindre fjendens skibe i at sejle fra Østersøen og ud i Nordsøen.
På Stevnsfort i Stevns Klint blev der opstillet kanoner leveret af USA, men også ældre kanoner, som tyskerne havde haft placeret ved den jyske vestkyst. Fortet opgave var i en krigssituation at forhindre skibe fra Warszawapagt-landene at sejle op gennem Øresund, og i øvrigt at holde øje med de østeuropæiske fartøjers bevægelser.
På Langeland blev der bygget et tilsvarende fort på øens sydspids. Herfra kunne man overvåge trafikken gennem Storebælt og i givet fald ”sætte en prop i”, som man sagde.
NIKE-raketterne
I begyndelsen af 1950’erne havde det amerikanske forsvar konstrueret et system af luftværnsmissiler, der fik navnet NIKE. I den amerikanske militære sprogbrug, brugte man gerne navne på græske guder til sine våben. Nike var navnet på den græske sejrsgudinde. Den type NIKE-missiler der kom til Danmark, havde desuden typebetegnelsen Hercules, efter den græske helt, der skulle udføre 12 umulige opgaver.
Raketterne havde en rækkevidde på op til 120 km, kunne nå op i ca. 30 kilometers højde og fløj med en hastighed på lidt mere end tre en halv gange lydens. Hvert missil var 13 meter langt og vejede 4.700 kg.
Som et led i den amerikanske våbenprogram, blev en bataillon af NIKE-raketbatterier stillet til rådighed for den danske forsvar. Indførelsen af de nye våben krævede dog en beslutning i Folketinget, og den kom i april 1957. Forsvarsminister Poul Hansen kunne meddele USA, at vi takkede ja til raketterne.
Forsvaret gik derefter i gang med at planlægge opstillingen af raketbatterierne. De blev placeret i nærheden af København på fire lokaliteter: Ved Gunderød i Nordsjælland, ved Tune syd for Roskilde, ved Sigerslev på Stevns og ved Kongelunden på Amager. Desuden blev der etableret støttefunktioner i Avedørelejren, og en fælles kommandocentral i en bunker på Vestvolden ved Rødovre.
Hvert af de fire raketbatterier blev indrettet med et ildlede-område og et afskydningsområde, der lå i en vis afstand. I ildelede-området var opsat radaranlæg, der dels kunne søge efter fjendtlige fly på himlen, dels lede de NIKE-raketter, som i givet fald skulle skydes imod dem. Radarene måtte placeres et stykke fra raketterne, for at kunne følge dem på deres vej mod målet.
Ved Kongelunden var ildledelses-området indrettet på selve Kongelundsfortet, mens afskydningsområdet lå på det inddæmmede område Kalvebod Fælled. De to områder var forbundet med kabler, men der var også en radioforbindelse til brug i nødstilfælde.
På Kongelundsfortet blev der bygget nogle temmelig store platforme til de radarer, der skulle styre raketterne og identificere de fjendtlige fly. Det er disse platformer, der endnu i dag dominerer fortet, når man ser det på afstand.
I afskydningsområdet var der tre arealer, omgivet af jordvolde, med plads til tre afskydningsramper i hver. Hvert sted var den et kontrolrum bygget ind i volden og en magasinbygning. Afskydningsramperne stod side om side og var fastgjort til det underlaget, der bestod af beton. Når en NIKE-raket blev afskudt, stod den næsten lodret.
Selve afskydningen foregik sådan: Først fangede en radar det fjendtlige fly og overførte informationen om dets position til en målfølgeradar. Denne videregav informationen til en computer, der kommunikerede med en tredje radar, der fulgte den raket, der blev skudt af.
Computeren beregnede det punkt, hvor raket og fly ville mødes, og gav løbende ordrer om korrektion af rakettens bane. Raketten blev styret ved hjælp af radiosignaler fra jorden, og når raket og fly var næsten på samme position, blev der givet et sprængningssignal, der fik rakettens sprængladning til at detonere.
Afskydningen blev fulgt fra en kontrolvogn, der var placeret et stykke fra afskydningsområdet. Herfra kunne en kontrolofficer give ordrer om, f.eks. at klargøre det antal missiler, som han skønnede nødvendigt.
Det var en omfattende opgave for Forsvaret, dels at opstille raketbatterierne, dels at uddanne personellet til at bruge dem. Uddannelsen foregik på Fort Bliss i USA, hvor mange danske officerer og menige i 1950’erne og 1960’erne blev sendt til på uddannelse, hvis højdepunkt var en prøveafskydning af missilerne i et ørkenområde.
Efter Folketingets beslutning om at tage imod den amerikanske ”gave” i form af raketbatterierne, bevilligedes 30 millioner til at anlægge afskydningsområderne m.m. – så helt gratis var de nye våben ikke.
I juni 1959 kom NIKE-raketterne til Danmark med skib. Man var nervøs for, at der skulle komme kommunistisk inspirerede demonstrationer ved losningen i København, fordi den sovjetiske regeringschef Khrustjof skulle besøge Danmark ugen efter ankomsten. Så man dirigerede skibet til Århus havn i stedet for, og måtte betale for transporten med jernbane til Københavnsområdet.
Det krævede næsten 1.000 jernbanevogne at fragte det tunge materiel fra Jylland til Sjælland. De århusianske havnearbejdere nægtede at have med raketterne at gøre, indtil deres fagforening gav grønt lys for at de kunne udføre opgave med at losse skibet.
Næste opgave var at få raketterne på plads i de fire afskydningsområder og færdigetablere radaranlæggene og alt det udstyr, der hørte til. Ved Kongelunden blev der indkvarteret en del personel, men kasernes ved Kalvebodvej var først færdig i sommeren 1961, så i den første boede man i telte øst for fortet og ved skydebanerne ved gården Birkelund.
NIKE-batterierne var operative fra maj 1960 og indgik nu i luftforsvarsberedskabet sammen med jagerfly fra Flyvevåbenet. Der var mandskabet på vagt 24 timer i døgnet. Ikke alle raketbatterier var dog i højt beredskab hele tiden. Man skiftedes til at have ”vagten”, hvor man var i fem-minutters beredskab. De enheder, der ikke var i højt beredskab, skulle kunne klargøres på op til 12 timer. Beredskabet skiftede i øvrigt i takt med at det aktuelle trusselsbillede ændrede sig.
Når en enhed var i beredskab, meldte de sig til raketoperationscentralen i Rødovre, hvor man til enhver til havde overblik over styrkerne. Hvis et fjendtlig fly blev observeret i dansk luftrum, blev enhederne beordret ”klar til kamp”. Man gennemførte hurtigt de nødvendige procedurer, så raketterne i givet fald kunne affyres.
Allerede året efter, at luftværnsbatterierne var sat i drift, blev de overført fra Hæren til Flyvevåbenet. Man mente, at der her var bedre teknisk kompetence til at drive de avancerede våbensystemer, og desuden betragtede man forsvaret af luftrummet som en opgave for Flyvevåbenet. På lidt længere sigt betød ændringen, at den samlede styring af hovedstadens luftforsvar blev flyttet til Vedbæk, og indgik i et fælles kontrol- og varslingssystem for de nordligste NATO-lande.
Lokalt betød ændringen i tilhørsforhold indenfor det militære system, at anlægget ved Kongelundsfortet blev omdøbt til Flyvestation Kongelunden. Men det betød nu ikke, at der nogensinde kom flyvemaskiner hertil.
Var det atomvåben i Kongelunden?
I eftertiden har der været spekulationer om, hvorvidt luftværnsraketterne var udstyret med atomsprænghoveder. Den officielle danske politik var, at Danmark var atomvåbenfrit. Til gengæld ville der i en egentlig krigssituation kunne placeres atomvåben på dansk grund.
NIKE-raketterne omkring København var af typen Hercules, som kunne fremføre konventionelle sprænghoveder. Så af den grund kan man nok ikke forestille sig, at der har været placeret atomare sprænghoveder i de danske raketinstallationer.
Men det siges, at i afskydningsområderne var det ene af de tre (i øvrigt identiske) raketmagasiner omgivet af et dobbelt pigtrådshegn, fordi man herfra i krigstilfælde ville afskyde raketter med atomsprænghoveder.
Atomladningerne befandt sig i Rendsburg, lige syd for den dansk-tyske grænse, men skulle altså i en given situation først flyttes til Københavnsområdet.
I et notat fra Forsvarschefen til Regeringen i april 1959, hed det, at det begrænsede antal missiler som Danmark var ved at opstille, ikke var effektive, med mindre de var udrustet med nukleare sprænghoveder. Men Danmark stod fast på sin politik, der bl.a. var begrundet i et ønske fra Sovjetunionen.
NIKE-raketsystemerne var i drift til 1981. På det tidspunkt var de dels teknologisk forældede, dels var deres placeringer sikkert ganske godt kendt af Warszawapagten, fordi de var stationære. Desuden var de stationære afskydningsområder ubeskyttede mod angreb fra lavgående fly. Endelig var priserne på reservedele steget kraftigt.
HAWK-raketterne
Der var fortsat brug for et luftforsvar, og erstatningen for NIKE-systemerne blev de amerikanske HAWK-raketter.
Disse raketter havde været i det danske forsvar siden 1966, hvor de bl.a. blev placeret i Odense og indgik i Eskadrille 542.
Hawk-raketterne var i modsætning til NIKE et mobilt system, og deres aktionsradius var mindre end NIKE’s. Raketterne kunne flyttes rundt på lastbiler, og dermed var det vanskeligere for fjenden at vide, præcis hvor de var placeret.
Afskydningsområdet for HAWK-eskadrillen blev lagt omkring gården Birkelund, der havde været i Forsvarets besiddelse siden 1940’erne. Selv om HAWK-missilerne kunne flyttes rundt, havde man dem til daglig placeret på faste pladser, ligesom NIKE-raketterne. Området var omgivet af jordvolde, og hver afskydningsrampe var afskærmet fra de øvrige. Styringen af raketbatteriet foregik stadig fra ildlede-centralen på Kongelundsfortet.
Naboerne i villakvarteret Søvang blev bekymrede for, om deres huse kunne blive ramt af en vildfaren raket, men den øverstbefalende for eksadrillen, major E. Jensen, beroligede med, at raketterne ikke engang ved øvelser ville blive skudt af. Det foregik nemlig på middelhavsøen Kreta, hvor der var mere plads end på Amager.
HAWK-batterierne omkring København var endvidere placeret på Middelgrundsfortet og i ved Højerup på Stevns og ved Tune.
Også HAWK-systemet blev overhalet af udviklingen, og allerede i begyndelsen af 1980’erne startede udfasningen.
Kongelundsfortet bliver kommunalt
Fortet blev endeligt nedlagt den 1. juli 1982 og Dragør Kommune overtog det i 1995.
De tidligere mandskabsbarakker på den nordlige side af Kalvebodvej blev omdannet til Røde Kors’ asylcenter, og sportshallen, der var bygget til de værnepligtige, fik ny anvendelse til kommunale idrætsformål.
I dag bruges Kongelundsfortet til fritidsaktiviteter af Dragør Ungdomsskole og Kongelundens Outdoorcenter.
Fordyb dig i historien:
Læs Edvard Hansens beretning “Mine oplevelser med Kongelundsfortet som nabo”
Læs H. Gyllers beretning om Kongelundsfortet den 29. august 1943
Læs major S. Bergsteins artikel om Kongelundsfortet fremtid efter den kolde krig