Bryllupper i Store Magleby var store begivenheder, som krævede mange forberedelser.
Bryllupsfesten varede normalt én dag, men de mere velstående holdt et ”stort” bryllup, som varede fire dage. Det krævede dog schoutens tilladelse – samt en betaling på ti rigsdaler til byens kasse.
Festerne kunne få så stort et omfang, at det i første halvdel af 1700-tallet ligefrem var forbudt at holde alt for store bryllupsfester.
Et brudepar fik i 1734 en bøde på ti rigsdaler, fordi de havde holdt et stort bryllup .
Bestemmelsen om at indskrænke bryllupperne lød, at der kun måtte servere to retter, og at festen kun måtte vare i tre dage. Man kunne den fjerde dag holde et gilde for kokkene (”kokkebryllup”)
Indbydelsen
Gæsterne blev inviteret af en ”bedemand” eller to ”bedepiger”, der gik fra dør til dør med indbydelsen som blev fremsagt mundtligt.
Indbydelsen kunne f.eks. lyde: ”Vi skal hilse fra Crilles Dirchsen og hans kone og fra fru Ehm Willumsen og spørge om De og Deres vil overvære Dirch Dirchsens og Trein Willumsens brudevielse i kirken torsdag den 17. maj og derefter være deres gæster i hjemmet”.
Derefter blev bedemanden budt indenfor, og så kunne de indbudte få lidt at vide om, hvem der ellers var inviteret .
Der var en tradition for, at fester blev holdt som sammenskudsgilder. Derfor svarede de indbudte på indbydelsen, ved i forvejen at sende f.eks. kaffebønner, fløde, sukker, kage og høns til værtsfolkene.
Hønsene var levende, når de blev leveret, og gik så i hønsegården på den gård, hvor brylluppet skulle holdes, indtil dagen kom.
Bryllupsdagen
Byllupper blev traditionelt holdt på en torsdag. Så kunne festen fortsætte fredag og lørdag, og det afsluttende ”kokkebryllup”, hvor brudeparret serverede for kokke, der havde hjulpet til, blev holdt om søndagen.
På bryllupsdagen skulle bruden klædes i brudedragten, som blev brugt igennem 1800-tallet og frem til 1892, hvor den sidste brud i den traditionelle dragt måske var Dirch Jansens hustru Aght Peter Bacher .
I en beretning om brudedragten hedder det:
”En brud, som er jomfru, bliver pyntet udi Hollænderbyen med en stor, forgyldt sølvkæde flere gange om halsen, som falder udi adskillige afdelinger ned til skørtet besat med adskillige, forgyldte medailler. Hun haver og bag udi hendes hårfletninger adskillige sådanne. Enker, som gifter sig igen, haver en sort, rynket kåbe på, som når ned til midt på skørtet og er tæt tilbundet om halsen eller hæftet med en forgyldt hæfte, og på hovedet haver de en sort hue, der sommetider er af fløjl.”
Brudgommen var i mere traditionelt festtøj. Han bar en brudgomspung, som var en gave fra bruden. Pungen var broderet med korssting og efter brylluppet betalte gommen musikanterne med penge fra den .
Brudetøfler blev brugt, når dragørpiger skulle giftes i Store Magleby Kirke. De bar dem på vandreturen op ad Kirkevej .
Brudeparret gik gennem byen fra gården til kirken. Efter dem fulgte et optog af karle og piger, der gik arm i arm og kaldtes lirer. Lirerne var brudeparrets nærmeste venner. Efter lirerne fulgte familien til brud og brudgom.
Efter vielsen gik optoget tilbage med musikanter i spidsen. Det var en tradition, at nogle af byens unge mænd gemte sig langs ruten og affyrede bøsseskud til brudeparrets ære .
Bryllupsfesten
Når man var kommet indenfor på gården, hvor bryllupsfesten skulle holdes, blev alle gæsterne bænkede. Så blev der serveret flere retter, der bestod af risengrød, steg m.m. Når måltidet var slut, samlede man ind til de fattige i en pengebøsse der gik rundt.
En bryllupsmiddag kunne i 1700-tallet bestå af flæskeskinke, oksebryst og pølse og derefter hønsekødsuppe. Til de store firedages bryllupper, blev der først serveret saltmad, derefter hønsekødsuppe og som tredje ret stegte høns, bestrøede med sukker. Om aftenen fik man risengrød .
En anden beskrivelse af en bryllupsmiddag lyder:
”Traktementet består udi en ret af adskillige saltet mad som flæsk, kød, pølse osv. Der næste af risengrød og så af hønse- eller anden kødsuppe. Deres drikkevarer er øl og brændevin. I fordums tid ar det været sædvane, endog mellem de gejstlige, at de har drukket udi pottevis af gammelt øl og andre stærke drikke” .
Til at lave maden var der engageret helt op til 20 kokke. Deres opgave var bl.a. at medbringe saltmaden .
Kokkene var som regel de lirer, der deltog i brylluppet. De bar den traditionelle kokkedragt.
Efter måltidet blev gulvet i storstuen ryddet, og der blev spillet op til dans. Hvis der ikke var plads nok i bryllupsgården, kunne man danse på nabogården eller et andet sted samtidigt.
Efter dansen blev der serveret kaffe og punch, men bagefter fortsatte gildet til langt ud på natten. Når de sidste gæster var ved at gå hjem, begyndte de første gæster til andendagsgildet at indfinde sig. Her kunne der serveres finker og øllegrød – og så blev der danset igen .
Efter bryllupsfesten blev der sidst på natten serveret morgenmad, der bestod af kogt, røget skinke med grønlangkål .
Ved andendagsgildet blev der efter musik af spillemanden, samlet ind til bruden. Gæsterne gik frem foran hende, og kastede sølvmønter i hendes forklæde, som et bidrag til festens omkostninger, måske først og fremmest til at betale brudedragten med .
At afholde brylluppet var en bekostelig affære, og f.eks. for Jan Wybrandtsen og Trein Christian Schmidt var omkostningerne i 1861 i alt 254 rigsdaler. Indkøbene spændte fra 22 pund kaffe, 60 flasker vin, 12 potter brændevin, et anker rom, et anker øl, to kasser cigarer til 200 pund oksekød, otte flæskeskinker, 14 pund medisterpølse, tre kalvekøller osv. Der blev indkøbt eksotiske krydderier som safran, allehånde og muskatnød, ligesom der skulle bruges puddersukker og citroner .
Bryllupsgaver
Dagen før brylluppet afleverede man gaverne, der kunne være arvestykker fra familien. Gaverne kunne f.eks. være hovedvandsæg, ølkrus eller sukkerskåle.
En traditionel bryllupsgave var en sukkerskål, hvorpå der hang 24 skeer .
Til et bryllup fik de nygifte tit en pose med frø fra gården.
Fordyb dig i historien:
Læs artikler om bryllupstraditioner i Dragør og Store Magleby.