Det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at man begyndte at beskæftige sig med bevaring og fredning af andre typer bygninger end slotte, borgerhuse, herregårde, kirker o.lign.
Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring blev stiftet i 1907 og fra 1918 var der gennem lovgivningen mulighed for at frede bygninger.
I Dragør opstod bevaringstankerne ikke blandt byens gamle befolkning, men blev introduceret af folk der kom udefra. Interessen for byens autentiske miljø inspirerede arkitekter til at studere byens bebyggelse.
Arkitekten Cornelius Seydner foretog opmålinger af Dragør Kro og andre huse i byen i 1913, og i 1920’erne og 1930 blev elever fra Københavns Tekniske Skole sendt til Dragør, for at lave opmålinger af husene som en del af uddannelsen.
Poul Dichs initiativer
I 1927 skrev byens læge, Poul Dich, en artikel med titlen ”Et Dragør-Museum og et fredningsnævn i Dragør.
To år senere skriver Dich igen i avisen om sagen. Han henviser til de tyske byer Nürnberg og Rothenburg, som har en bevaringsindsats, og refererer, at Dragør kaldes ”Nordens Rothenburg”. Han beskriver, hvordan dragør’erne vedligeholder deres huse, men også at der forekommer ”stilløse Ombygninger (og) moderne kviste paa gamle Straatage.”
Dich skitserer planen for et fredningsnævn, som bør sammensættes af repræsentanter for kommunalbestyrelsen, turistforeningen, Dragørs Fremme og private interesserede.
Et fredningsnævn skal dels foreslå fredninger, dels vejlede beboerne i at vedligeholde deres huse gennem en arkitekt, som stilles vederlagsfrit til rådighed.
I januar måned 1930 stiftes Dragør Museum. I sine vedtægter står det i §1, at museet skal virke for fredning og beskyttelse af historiske værdier, herunder bygninger. Museet blev etableret i byforstanderskabets hus på Dragør Havn.
Ved stiftelsen taler professor Vilhelm Lorenzen, der var formand for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring. Han henviser også til Rothenburg, men mener det er en død museumsby. Til gengæld er Västerås i Sverige et eksempel på en by, hvor bymiljøet er bevaret i samarbejde mellem by og borgere.
Om Dragør siger Lorenzen, at man burde frede hele byen og ikke enkelte bygninger, ”thi det er det hyggelige Samspil af Huse, Gader og Pladser, der er saa tiltalende.” Enkelte bygninger bliver dog fremhævet, f.eks. Slippen 4 og Byens Hus på havnen.
Den sidstnævnte bygning kommer senere til at rummer museet, og beskrives indgående af arkitekt Egil Fischer og Poul Dich i en artikel i museumsforeningens blad. Samme sted fremsætter Dich endnu engang sin tanke om fredningsnævnet.
Foreningen Bedre Byggeskik støtter initiativet om bevaring i Dragør og i dens tidsskrift skriver arkitekt Harald Nielsen om dragørhusene.
Fredningsnævnet dannes
I september 1933 er jorden ved at være gødet til dannelse af fredningsnævnet. Poul Dich mødes med kommunalbestyrelsen, og med sig har han kredsen af fagfolk, som har bakket op om ideen: Landinspektør Axel Meldahl, arkitekterne Egil Fischer og Harald Nielsen samt Dr. Phil. Vilhelm Lorenzen.
I den forretningsorden, som Poul Dich udarbejder, beskrives nævnets opgaver. De er først og fremmest at udtale sig om alle byggeprojekter i Dragørs gamle bydel. Byggesagerne kan sendes videre til Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring og foreningen Bedre Byggeskik, der fungerer som en slags højere instans.
I marts 1934 mødes nævnet første gang. Den første sag drejer sig om, at ejeren af Lodsstræde 9 ønsker af ombygge et par småhuse på grunden til et større. Det godkendes uden videre, og nævnet er også enige i kommunens planer om at indrette et pissoir i det gamle beghus på havnen. Der imod ønsker man ikke at fremme forslaget om at opstille plakatsøjler i den gamle by og på havnen. Og skal de opstilles, mener nævnet at de skal udformes så de ”tilfredsstiller et minimum af smag”.
Fredningsnævnet er også kritisk over for planerne om at sætte en altan på grønthandler Petersens hus på hjørnet af Kongevejen og Vestgrønningen, som foreslås forhøjet til to etager. Og de kviste, som arkitekten har tegnet, mener man ikke bør have flade tage, men skal udføres med tegltag.
Man går i detaljen i sagen om en kvist på maler Leths hus (matr. Nr. 308e), hvor vinduerne skal have større indbyrdes afstand. Endelig mener nævnet, at hvis der skal sættes yderligere en kvist på fru Greisens hus i Bymandsgade, må de udføres som den eksisterende, ”om end den ikke er særlig tilfredsstillende.”
Fredningsnævnets første år
I sine første 10 år behandlede Fredningsnævnet omkring 50 sager. Mange drejede sig om om- og tilbygninger og i en række tilfælde udarbejdede nævnets arkitekt, Harald Nielsen, forslag til bedre løsninger end de, der var foreslået af bygherrerne.
Nævnet brugte den første tid på at finde sin rolle i feltet mellem beboere, kommunalbestyrelsen og den faglige ekspertise. Bygningsbevaring og respekt for traditionerne var ikke selvfølgelige begreber.
Ét af kommunalbestyrelsesmedlemmerne, den senere borgmester Edgar Jørgensen, var decideret negativ overfor nævnets arbejde. Han mente ikke, at man behøvede at bevare så meget og opfattede nævnets medlemmer som ”kloge”.
Andre var dog positive, og Fredningsnævnet afviste da heller ikke alle sager, det fik til behandling. I nævnets første årti blev omkring halvdelen godkendt.
Omkring 1940 sammenfattede Poul Dich en række forhold, som krævede særlig opmærksomhed: Det var bl.a. kviste uden relation til facadens inddeling med vinduer, eternitskifer på tagene, opførelsen af en ekstra etage uden hensyn til nabobygninger, stilløse (”grimme”) døre og vinduer og udskiftning af plankeværker med ståltrådshegn.
Den sagkyndige beskrivelse
Poul Dich erkendte fra starten, at hans faglige indsigt ikke rakte til i ethvert tilfælde at kunne udtale sig kompetent om detaljer i fredningsarbejdet.
Han fik derfor sin personlige bekendte, Egil Fischer, der var formand for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, til at skrive bogen ”Dragør”, der udkom i 1949.
De første fredninger
I 1940 besøgte Nationalmuseets folk Dragør og tre år senere blev 39 huse i byen indstillet til bygningsfredning.
Fredningerne var de såkaldte B-fredninger, som indebar at selve huset i sit ydre var fredet, mens det indvendige og andre bygninger på grunden ikke var.
I bygningsfredningslovgivningens første årtier var det i særlig grad de store huse i København og købstæderne man sikrede bevaringen af. Derfor var det lidt usædvanligt, at man så tidligt satte ind med fredning af så mange hus i Dragør.
Men netop fredningen af flere enkeltbygninger ved siden af hinanden, som middel til at bevare et gadeforløb – eller bymiljø, som man ville kalde det i dag – var en bevidst strategi.
Det Særlige Bygningssyn fulgte rådene fra såvel Nationalmuseet som Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, der i 1939 havde udtalt at: ”Man erkender, at Bevarelsen af en række mere beskedne Bygninger, der tilsammen danner et mere historisk Gadebillede eller Byparti, ofte vil have en lige saa stor eller større Betydning end Bevaringen af de enkelte Huse.”
Poul Dichs osteklokke
Fredningen af de omkring 40 huse i 1940’erne var en vigtigt anerkendelse for Dragørs arbejde for bevaringen af byen. Men som Poul Dich skrev i en artikel i 1944, var husene i byen så meget lig hinanden, at det var vanskeligt at pege på nogle frem for andre, når det gjaldt fredning.
Han så hellere, at man fredede hele byen som den var, for netop mængden af gamle huse på så lille område, var byens særkende. ”Allerhelst så jeg en kæmpestor osteklokke sat over Dragør, så intet af det gamle blev rørt.”, sagde Poul Dich i et avisinterview.
Osteklokken var dog blot et billede på, hvad Dich arbejdede for. Midlet skulle snarere være en byplan for hele den gamle bydel.
Bevaring i byplanen
Fra 1938 var det et krav til kommuner med over 1.000 indbyggere, at udarbejde en byplan. Fredningsnævnet havde i 1942 bedt Dragør Kommune om at sætte arbejdet i gang. Det gjorde den også, men uden at inddrage de fagfolk, som Fredningsnævnet anbefalede til opgaven.
I stedet blev det landinspektør Axel Meldal, der blev sat til at lave byplanen. Hans oplæg var først og fremmest en plan for etagebebyggelse på det areal kommunen rådede over til udbygning, nemlig på arealerne mellem Engvej, Krudttårnsvej og kysten. Meldals forslag var en lidt tilfældigt præget skitse til et vejnet – afbrudt af grønt område.
Meldal tillod sig i sin plan at inkludere de nærmest liggende områder i Store Magleby Kommune. Det gjaldt først og fremmest arealerne vest for Dragør Station, som han foreslog udlagt til industrikvarter. Her lå i forvejen Dragør Jernstøberi, og der ville være nem adgang jernbanen. I byplanen undlod han dog helt at ændre på forholdene i og omkring den gamle bykerne.
Poul Dich og fredningsnævnet var ikke begejstret for planen. De argumenterede med, at Dragør skam ikke var ligesom Københavns øvrige forstadskommuner, og derfor ikke skulle belemres med byggeri over én etage. Dragør skulle ikke have ”kasernebyggeri”, sagde de.
Kommunen lyttede til kritikken, og bad Egil Fischer udarbejde en ny byplan.
Etageejendomme på kanten af den gamle bydel
I flere tilfælde kom der i 1940’erne og 1950’erne forslag om etagebyggeri ganske tæt på Dragør gamle bydel. Ved Nørregade fik Fredningsnævnet modificeret et projekt, så der i stedet for klassiske tre-etages boligblokke, blev opført de to-etages længer, der i folkemunde blev kendt som ”Lo og Lade”.
Nævnet fik derimod ikke held med at forhindre byggeriet på hjørnet af Kirkevej og Stationsvej, på grunden hvor traktørstedet ”Højerup” havde ligget. Her blev der i midten af 1950’erne opført to etageejendomme i tre etager.
Fordyb dig i historien
Læs Poul Dichs artikel om hans idé om et fredningsnævn i Dragør.