Kirkevej 177

Grunden på hjørnet af Kirkevej og Linde Allé, lige over for Dragør Kirke var tidligere byens cirkusplads.

I 1927 gav kommunen tilladelse til opførelse af et garageanlæg for at aflaste byens smalle gader for parkeringer samt bilstøj. Til garageanlægget blev også tilknyttet en benzintank.

Det nye anlæg blev etableret af iværksætteren Robert Gottlieb Hansen, og fik navnet Autoparken.

Robert Hansen arbejdede dog sammen med flere andre om driften af Autoparken gennem årene, hvor garageanlægget kom til at få mange forskellige funktioner.

Her kom først og fremmest en tankstation, som gennem årene har forhandlet en række benzinmærker i Danmark: BP, Maxzoni, Gulf, Texaco, Q8 og Shell, for bare et nævne nogle.

Robert Hansen ombord på sit skib TURISTEN. Foto 1949.

Robert Hansen sad også i Dragør Kommunalbestyrelse gennem en 18-årig lang periode, og var aktiv i Den Borgerlige Fællesliste.

Desuden var han impliceret i oprettelsen af færgeruten mellem Dragør Limhamn, der sejlede i årene 1933-39, ligesom han ejede en udflugtsbåd, Turisten. der sejlede ud til Dragør med gæster. Bag tankstationen byggede han sit eget røgeri, hvor han røgede sild, som han havde købt på havnen.

Taxa fra Autoparken, ca. 1957.

Robert Hansen drev tillige et par taxaer, der hurtigt kunne hente folk, bare de ringede på tlf. nr. 200. Og så organiserede han bustransport, når byens bedsteborgere skulle på udflugt. Endelig drev Robert Hansen en køreskole.

Autoparken fungerede også som et døgnbetjent alarmeringssted for byens brandvæsen. Hvis der var ildebrand i byen, blev sirenen på brandstationen aktiveret fra Autoparken.

Butik og bolig ved Autoparken. Foto mellem 1945 og 1955.

I den lille bygning på hjørnet var der oprindeligt salg af bil-reservedele samt udstyr til engelske cykler. På et tidspunkt blev der bygget en ekstra etage på, hvor hr. Robert Hansen og fru Marie Helene Hansen boede.

Efter Robert Hansens død i 1953 fortsatte hans kone og søn driften af Autoparken.

I stueetagen af det lille hus på hjørnet, blev der i stedet for biludstyr solgt slik fra butikken Bamse, der var opkaldt efter dens indehavers navn i folkemunde.

Butikken lukkede omkring 1986 og blev revet ned. Benzintanken fortsatte og eksisterer fortsat i dag.

Benzintanken på Kirkevej. Foto af Jørgen D. Petersen, 2008.

Se billeder fra tankstationen på Arkiv.dk

Historisk Arkiv Dragør har arkivalier vedrørende både Autoparken, Kystfartselskabet Turisten og Robert Hansen.

Læs mere om Autoparken i bogen Autoparken i Dragør (1993). Bogen kan lånes på bibliotekerne.

Scroll to Top