Vejene i kvarteret langs den nordlige del af Hartkornsvej har navne, der er inspireret af den lokale historie.
Da de hollandske bønder kom til Store Magleby omkring 1521, fik de retten til at drive ålefiskeri omkring Amagers kyster.
Ålene blev fanget i ruser, der var anbragt i ålegårde, som var særlige fangstanlæg.
Fiskeriet var en væsentlig del af bøndernes indtægt. Der kom dog også andre fisk end ål i nettene, men ålefiskeriet var nok det vigtigste.
Ålene blev ikke bare spist lokalt, men også eksporteret. Helt fra Nederlandene kom der skibe til Dragør for at hente dem hjem. I 1600-tallet fortæller kilderne, at ålene også blev sendt til England,
Hollænderbøndernes privillegium på ålefiskeri indebar også, at andre på Amager ikke måtte fiske ål. Gjorde de det alligevel, havde hollænderne ret til at ødelægge deres ruser.
Som afgift for fiskeriet betalte bønderne nogle tønder ål til levering på Københavns Slot. Ved flere lejligheder blev amagerne desuden pålagt sende ål til slottet, formentlig i forbindelse med fester o.lign.
I 1700-tallet var ålefiskeriet ikke så indbringende mere, og i Store Magleby forpagtede man det væk til fiskere fra Sjælland. Det hed, at der på Amager næsten ikke længere var noget fiskeri – undtagen hvad man kan fange i gadekærene af karusser.
Ålefiskeriet blev i 1818 overladt til en mand fra København for 200 rigsdaler om året. Senere var fiskeriet lejet ud til Dragørs fiskere. Så sent som i 1950 var det københavnske fiskere, der forpagtede Store Magleby-bøndernes ålerettigheder.
I 1960 besluttede bylauget i Store Magleby at give afkald på retten til at fiske ål. Til gengæld fik de en erstatning af staten på 22.500 kr.
Beløbet brugte man til at rejse et monument på Store Magleby Kirkegårds afdeling for urnegravsteder.
Monumentet er udført af Willie Wulff og forestiller Simeon med Jesusbarnet.
I midten af 1970’erne blev Ålegårdsvænget bebygget med det såkaldte “Nordbohuse”. Det er kædehuse på omkring 145 kvadratmeter.
