Enigheden

I 1880 blev foreningen Enigheden stiftet i Dragør.

Baggrunden var, at nogle af lodserne ikke følte sig velkomne i Skipperforeningen, hvor en del af byens sociale liv ellers udspandt sig.

Enigheden holdt selskabelige arrangementer, koncertaftener og dilettant m.m. hos købmand Schmidt i Strandgade 34. Her var der indrettet en dansesal med serveringslokale – i stil med Borgerforeningens lokaler i samme gade.

På sin generalforsamling i 1906 diskuterede Enigheden, om man skulle købe obligationer for nogle af de opsparede midler. Men de skulle bruges til punch, mente man!

I begyndelsen af 1900-tallet havde Enigheden omkring 100 indenbys medlemmer, samt nogle udenbys. Ved skovturen i 1905, der gik til Kongelunden, deltog 44 (se foto herover).

Enigheden stod også for sit eget fastelavnsarrangement, men det var lukket fra andre end medlemmer – selv om der i 1905 havde sneget sig fire fabriksarbejdere med, uden at være inviteret.

Scroll to Top