Oprindeligt har der været en del skov på Amager. Men dels har behovet for brænde i hovedstaden gjort at meget skov er forsvundet, dels satte svenskerne ild til det, der var tilbage, da de var på øen under krigen i 1650’erne.
Enkelte små skove blev dog tilbage. Det var de såkaldte ”remiser”, som blev plantet for vildtets skyld. Den lille Dragør Lund er en rest af en sådan remisse.
For at råde bod på manglen på træ til brændsel, tog man i begyndelsen af 1800-tallet fat på at plante en ny skov på Amagers sydvestlige hjørne.
Plantningen
Den 18. maj 1818 begyndte Det Kongelige Landhusholdningsselskab at plante skoven. Selskabet fik retten til skovplantningen gennem en aftale med Store Maglebys bønder, mod at de fik arealet tilbage 20 år senere.
Omkring 1830 var halvdelen området tilplantet med løv- og nåletræer. Træerne var imidlertid ikke vokset helt så meget som forventet, og derfor blev aftalen forlænget med yderligere 20 år.
I 1845 købte staten arealet af Store Maglebys bønder for 20.000 rigsdaler. Kongen skænkede 12.000 rigsdaler til formålet. Senere gav han sin tilladelse til, at skoven kunne få navnet Kongelunden.
Skoven var fra starten på 300 tønder land, hvoraf 50 var beplantet med nåletræer, 50 med eg, og 100 med forskellige løvtræer.
I 1830 var omkring 800.000 træer blevet udplantet, men havde kun plantet på halvdelen af arealet. Der havde bl.a. været problemer med den høje grundvandstand og mange skader forårsaget af harer og mus. Alligevel begyndte plantningen at få karakter af skov med en stor variation af træarter.
Da arealet endnu ikke var færdigtilplantet, blev overtagelsesfristen forlænget til 1858. Det blev dog i længden for bekosteligt for Landhusholdningsselskabet at færdigkultivere arealet, så i 1845 købte kong Christian den 8. skoven af Store Magleby-bønderne for 20.000 rigsdaler.
Der var fra begyndelsen i skoven et hus til opsynsmanden. Han var aflønnet af landhusholdningsselskabet.
En mindestøtte for Landhusholdningsselskabets præsident, Jonas Collin, blev rejst i skovens østlige del i 1899.
Fasanjagt
I 1841 flyttedes Det Kongelige Fasaneri fra Jægerspris til Kongelunden. Meningen var, at de kongelige kunne drive jagt på fasanerne i en skov tæt på København. Det var baron Løvenskjold, som var initiativtager til fasaneriet, og for ham er der opsat et monument i skoven.
Til at stå for driften udnævntes en kongelig fasanjæger, som bl.a. skulle føre tilsyn med antallet af fasaner, reder og æg samt udlægge foder. Fasankyllingerne blev udruget under kalkuner.
Fasaneriet opdrættede fasankyllinger, som blev sat ud i skoven, så der i 1850’erne var en bestand på 500-600 fasaner. Heraf blev op til 400 skudt. I 1872 nævnes tallet af fasaner som 800-1000.
Når der var fasanjagt, skulle sognefogeden i Store Magleby skaffe klappere. Ved en jagt i 1857 skulle der bruges 100 og sognefogeden måtte spørge sin kollega i Dragør, og han kunne skaffe de 50. Og klapperne skulle være mænd. ”Fruentimmer og smaa drenge må ikke give møde”, hed det i en skrivelse fra sognefogeden.
I 1878 var Christian den 9. sammen med prinsen af Wales på hare- og fasanjagt i Kongelunden. Vejen herud var pyntet med dannebrogsflag. Jagten begyndte kl. 10.00 hvor de deltagende ”klappere” jagede vildtet frem. Udbyttet var dog ikke så stort, for harerne kunne nemt gemme sig den tætbevoksede skov.
Fasaneriet blev nedlagt i 1920, men de er stadig et betydeligt antal fasaner i Kongelunden.
Andre former for jagt
Det var ikke bare fasanerne, der var byttet, når de kongelige tog på jagt i Kongelunden. der kunne også skydes småvildt, som f.eks. harer.
Den sidste kongejagt blev holdt i 1919 og året efter blev skoven åbnet for publikum.
Samtidig nedlagdes fasaneriet, og fasanerne var i mellemtiden blevet spredt til det meste af landet.
Traktørstederne
Midt i skoven, hvor der nu er parkeringsplads, lå et traktørsted, der hed Kongelundskroen.
Det var i 1800-tallet et populært udflugtsmål og havde både dansehal og keglebane. Det er Kongelundskroen der hentydes til i sangen ”I Kongelunden, skal brylluppet stå”.
I en beskrivelse af Amager fra 1920’erne hedder det:
”Traktørstedet, der ligger på en sollys plet midt i skoven, er samlingsstedet for de besøgende. Her findes en hyggelig have med gamle frugttræer og lysthuse, og under skovens træer findes borde og bænke, hvor den medbragte mad kan fortæres i idyllisk ro. Her findes keglebane, stor dansesal og værten, Hr. Clemmensen, der er en sønnesøn af den første skovopsynsmand i Kongelunden, gør alt for at hans gæster skal føle sig tilfredse. Kniber det på en travl søndag at skaffe plads, stiller han gerne sine private værelser til rådighed for gæsterne.”
Huset, hvor kroen lå, var opført som bolig for opsynsmanden allerede i perioden 1819-1820. Kroen blev etableret af den første opsynsmand, videreført af hans slægt i flere generationer og derefter af skiftende bestyrere. Den havde sin sidste sæson i 1950 og bygningerne blev nedrevet i 1952, da deres tilstand efterhånden lod meget tilbage at ønske.
I de sidste år hed kroen Skovlyst, og da den blev revet ned i 1952 kom der i stedet et ishus, men det er i dag også forsvundet. Illustreret Tidende bragte i 1904 en reportage om en fest i Kongelunden:
”Til vogns, pr. cycle og til fods strømmede københavnere og amagere derud i et sådant antal, at Kongelunden sikkert aldrig før har huset så mange mennesker. Bedst fik man begreb om festdeltagernes antal, når man så den uhyre cyclepark, der var installeret inde mellem træerne, af og til også opp i dem, tusinder af blanke maskiner, der her stod på stald.(…) I det dejlige sommervejr bølgede de tætte skarer festpladsen rundt. Blev støvet for tæt, var der hurtigt en skovbajer ved hånden, og blev solen for generende, tyde man ind under træernes skygge eller slog sig ned i de mange telte, hvor brydning og våbenøvelser, sang og musik uafladeligt samlede skarer af taknemmelige tilskuere.”
Fra midten af 1930’erne åbnede der ved stranden syd for Kongelunden endnu et traktørsted, Sydvestpynten. Fra 1969 fik det det sit nuværende navn, Kongelundskroen.
Helt ude ved vandet lå fra 1920’erne en lille sommerrestaurant, der hed Strandpavillonen, men som også blev kaldt for Havfruen. Den eksisterede formentlig helt frem til 1950’erne.
Turen herud
Selv om Kongelunden ligger tæt på København, var rejsen herud tidligere omstændelig.
Efter Amagerbanens åbning i 1907 fik besøget i Kongelunden et opsving. Der blev arrangeret kørsel med vogne fra Tømmerup Station.
Fra 1909 blev der desuden oprettet en forbindelse med motorbåd fra Københavns Havn. En junisøndag i 1912 befordredes mellem 1.000 og 1.200 passagerer til Kongelunden.
I 1922 blev Kongelundsvejen ført igennem og dermed blev det lettere for københavnerne at komme herud. Endelig hjalp det på publikumsinteressen, da vejen gennem skoven – Skovvej – i 1931 blev åbnet for almindelig kørsel og i 1937 blev udvidet og forbundet med vejnettet på fælleden, som i disse år blev overtaget af Store Magleby kommune og sat i stand.
En meget større skov
I 1989 begyndte skoven at vokse i mere end én forstand. Som første etape i en landsdækkende kampagne, hvor marginale landbrugsjorder opkøbes for at øge skovarealet i Danmark, påbegyndte Miljøministeriet i samarbejde med Dragør kommune en udvidelse af Kongelunden i sydlig retning.
I 1991 fortsattes denne skovrejsning nord for skovens hidtidige grænse til Tårnby kommune. Det oprindelige område, der dækkede et areal på omkring 130 ha, forventes ved projektets afslutning udvidet til ca. 400 ha.
At det er blevet muligt at udvide skovarealet skal ses i relation til udviklingen, hvor stadig mindre jord bruges til landbrugsformål. Kongelundens formål har ændret sig siden de første plantninger. Fra at have et nytteformål er den nu et væsentligt natur – og fritidsområde.
Fordyb dig i historien:
Se Kai Lippmanns artikel fra 1904: Lidt om Kongelunden og dens tilblivelse
Se Illustreret Tidendes artikel om mindestenen for Johan Collin fra 1899.