Gården Godthåb ligger på matr. nr. 50a.
Hvornår gården blev opført, vides ikke med sikkerhed. Lokalhistorikeren Herman Riber mener, at var efter ildebranden i 1821. En anden skriver, at det skete efter branden i 1809.
Det sidste passer dårligt, da den oprindelige gård lå lige over for gadekæret og dermed ikke var omfattet af branden i 1809. Desværre er kilderne før 1822 meget mangelfulde, da Skrivergården med schoutembedets arkiv brændte i 1821.
Matrikelkortet fra 1810/1822, viser stedet, hvor Godthåb blev bygget. Her optræder navnet Cornelius Isbrandtsen Buur på matr. 49a, der er ændret til 50 på matrikelkortet fra 1856-1890.
Cornelius Isbrandtsen Buur døde i 1815, så hvordan hans enke har haft råd til at opføre Godthåb på marken er uvis.
Da Ingeborg Christoffersen i 1844 sælger ejendommen til datteren Marchen Crillesen Buur er der flg. anmærkning ved skødet:
Da sælgerindens adkonst på den hende solgte ejendom ikke som anført i foranstående skøde ej findes tinglæst dags dato og samme tinglæsningsdato ej er oplyst kan det ikke vides om hun har haft nogensinde og om for så vidt ejendommen af hende eller tidligere besiddere befattet.
Ingen købekontrakt oprettet.
Der blev sandsynligvis ikke oprettet et skifte efter Cornelius Crillesen Buur, der kunne påvise Ingeborg Christoffersens ejendomsret til gården.
Ovenstående anmærkning gentages, da Peter Christensen overgår som ejer af ejendommen. Det gentages ikke ved senere ejerskifter. Det har ikke været muligt at gå længere tilbage i ejerforholdet.
I øvrigt er der i skødet tilføjet undertags bestemmelser for Marchens mor, der dermed kommer på aftægt hos datteren.
Da Peter Christensen sælger gården Edvard Jørgensen i 1889, betinger han sig, at en stue og et køkken bliver stillet vederlagsfrit til rådighed for sig selv og en husholderske.
Det ses dog ikke at komme til at ske. Han dør 80 år gammel den 24.2 1896 i Tåstrup sogn men begraves på St. Magleby kirkegård.
Hans søn Crilles Petersen, der er gårdbestyrer i 1880 overtog ikke gården, men døde på Christianshavn i 1890, hans kone døde i 1914 i Greve sogn. Fra 1889 har gården været i samme slægts eje.
Bygningshistorie
Godthåb blev første gang brandforsikret i 1854
Brandtaksation 1177 Den 7.juli 1854:
Det husmand Peter Christensen tilhørende hus, ikke tidligere forsikret 1-107
- Stuehuset med enderne mod øst og vest 10 fag lang og 3 fag dyb, opført i grundmur med stråtag, indrettet med en indgang fra gården til en forstue med en fast trappe til loftet, køkken og 2 stuer. I den vestre stue en bilæggerovn a 15 rdl. I køkkenet og forstuen stengulve, i begge stuer bræddegulve, over alt bræddeloft, engelske vinduer og fyldningsdøre. De 4 fag til tærskelo med lergulv.
Ansættes pr fag a 75 750 rdl
Kakkelovn 15 - rdl
- En bygning mod øst i vinkel med a og opført i samme bygningsmåde 5 fag lang og 3 fag dyb, indrettet til indkørselsport, skærelo og stald med indretning til 5 kreaturer pr fag 60= 300 rdl
- En brøndkarm af tømmer og brædder 15 rdl
I alt 1080 rdl.
Forsvarlig mod ildsfare, brandredskaber forefandtes.
Der blev senere bygget en længe mod vest. I 1922 blev et helt nyt stuehus opført, hvor familien flyttede ind.
Ejerliste
1810-1815 | Crilles Isbrandtsen Buur |
1815-1844 | Ingeborg Christoffersdatter enke efter Crilles Isbrandtsen Buur (død 19.8 1815) |
18.4 1844-1846 | Marchen Crilles Buur |
11.6 1846-1889 | Peter Christensen der blev gift med Marchen Crillesen Buur 27.3.1845 |
3.10.1889-1914 | Edvard Emil Jørgensen |
27.8 1914-1915 | Neel Jørgensen enke efter E.E. Jørgensen |
10.3 1915-1966 | Chrilles Jansen Schmidt |
28.12 1966-2001 | Anders Jansen Schmidt |
31.7. 2001- 2013 | Karen Jansen Schmidt enke efter Anders Schmidt |
15.1. 2013-2016 | Crilles og Dirch Jansen Schmidt |
15.8 2016- | Dirch Jansen Schmidt |
Folketællingen 1840
Ingeborg Christophersen | 60 | Enke | Lever af en Jordlod. | ||
Hans Crillesen | 32 | Ugift | hendes Børn | ||
Marchen Crillesen | 29 | Ugift | hendes Børn |
Folketællingen 1845
Marchen Crillesdatter | 34 | Ugift | Lever af sin Jordlod | Storemagleby Kjøbenhavns Amt | |
Crilles Jansen | 6 | – | Pleiesøn | Taarnbye Sogn Kjøbenhavns Amt | |
Ane Jansdatter | 62 | Enke | Lever af Vævning | Taarnbye Sogn Kjøbenhavns Amt | |
Marthe Bentsdatter | 66 | Ugift | Lever af Haandarbeide | Skaane |
Folketællingen 1850
Navn: | Alder: | Status: | Stilling i familien: | Erhverv: | Fødested: |
Peter Christensen | 35 | Gift | Huusfader, lever af sin Jordlod | Taarnby Sogn | |
Marchen Crillesd[atter] | 40 | Gift | hans Kone | her i Sognet [ Store Magleby ] | |
Christian Petersen | 4 | – | deres Børn | her i Sognet [ Store Magleby ] | |
Crilles Petersen | 1 | – | deres Børn | her i Sognet [ Store Magleby ] |
Folketællingen 1870
Peter Christensen | 54 | Gift | Huusfader | Jordbruger | Taarnby og Sogn, Kjøbenhavns Amt |
Marchen Crillesen Buur | 59 | Gift | Huusmoder | – | Storemagleby Sogn, Kjøbenhavns Amt |
Christian Petersen | 23 | Ugift | Søn | Arbeidskarl | Storemagleby Sogn, Kjøbenhavns Amt |
Crilles Petersen | 20 | Ugift | Søn | Arbeidskarl | Storemagleby Sogn, Kjøbenhavns Amt |
Folketællingen 1880
Peter Christensen 64 Gift Gaardejer Husfader St. Mglby
Marken C[rilles] Buur 69 Gift Hustru St. Mglby
Crilles Petersen 30 Gift Gaardbestyrer St. Mglby
Agt Dirksen 29 Gift Hustru St. Mglby
Christjan Petersen 2 Ugift Barn St. Mglby
Dirk Petersen under Aar Ugift Barn St. Mglby
Bengt Tufosson 19 Ugift Arbeidsmand Sverrig
Folketællingen 1890
Edvard Emil Jørgensen | 24 | Gift | Husfader | Gaardeier | Sunby T[årnby] S[ogn] |
Niel Andersen | 24 | Gift | Husmoder | – | Maglebylille T[årnby] S[ogn] |
Johan Ferdinand Marker | 56 | Ugift | Tjenestekarl | – | København |
Folketællingen 1921
Neel Jørgensen | 17/5 1865 | Enke | Husmoder | Gaardejerske | Maglebylille |
Crilles Schmidt | 9/3 1890 | Gift | Svigersøn | Landmand | St. Magleby |
Else Schmidt | 15/4 1891 | Gift | Datter | St. Magleby | |
Anders Schmidt | 9/6 1916 | Ugift | Søn | St. Magleby | |
Otto Bøttner | 7/5 1862 | Ugift | Tyende | Landmand | Sundby |
Folketællingen 1940
Crilles Jansen Schmidt f. 9.3.1890 i St. Magleby husfader gårdejer
Else Olivia Schmidt f. 5.4.1891 i St. Magleby husmoder
Anders Edvard Jansen Schmidt f.9.10 1920 i St. Magleby barn
Neel Jørgensen f. 17.5 1865 i Maglebylille lever af formue
Svend Aage Larsen f.7. 1912 i Wigerslev medhjælper