Efter de første, spæde forsøg på at gøre Dragør til en industriby, blev der i 1865 grundlagt en virksomhed, der skulle vise sig at få en væsentlig længere levetid end sine forgængere.
Det københavnske firma, Thøgersen & Søn, opførte en bygning på Kirkevej, hvor der blev indrettet et håndvæveri. Man havde først søgt om tilladelse til at opføre fabrikken i Dragør sogn, men fået afslag af byens råd.
I stedet blev væveriet opført i Store Magleby sogn, men ganske tæt på grænsen til Dragør. Væveriet blev den første, større industrivirksomhed i Dragør og omegn, og her fik en del dragørfolk – både mænd og kvinder – beskæftigelse.
Vi ved ikke meget om, hvad det var for en produktion der foregik her, men da fabrikken 18 år senere fik ny ejer, nemlig firmaet I. Christensen & Søn, producerede man bl.a. sengetæpper.
Den lille industrivirksomhed bestod af en toetages bygning ud til vejen, hvor der på begge etager var vævestuer.
Mod slutningen af 1800-tallet blev fabrikken udvidet væsentligt. Man købte nabogrunden mod syd og opførte en større bygning på over 600 kvadratmeter, hvor alle vævene blev samlet.
En del af maskineriet må på det tidspunkt være drevet ved damp, for i 1892 opførtes et kedelhus med en 4-hestekræfters dampmaskine. Dermed var udnyttelsen af dampkraften til industribrug kommet til Dragør – næsten 100 år efter, at teknologien blev taget i brug i Danmark.
Det gamle væveri ud mod vejen blev nu ombygget til kontor og bestyrerbolig, så virksomheden havde altså på det tidspunkt en størrelse, der berettigede til en “administrationsbygning”. Bestyreren var i øvrigt den unge Vilhelm Wieder, som senere skulle give navn til fabrikken.
Kun få år efter fortsatte ekspansionen: Man købte et større areal, udvidede produktionsbygningerne og byggede et nyt og større kedelhus med en skorsten på over 30 meters højde. Så ikke alene havde Dragør fået en industrivirksomhed af en væsentlig størrelse – man havde også fra byen udsigt til industrialiseringens vigtigste symbol: Fabriksskorstenen.
Væveriet stod omkring århundredeskiftet selv for alle produktionsfaserne: Man havde spinderi og væveri til såvel uld som bomuld. Man farvede selv ulden og man kunne endda oparbejde gammelt klæde til nyt.
Virksomheden nød godt af de mange ledige hænder i Dragør. For det første var væveriet jo i forvejen et kendt erhverv for byens kvinder, der i århundreder havde haft hjemmevæveri som speciale. For det andet var der mange mandlige arbejdere, der efter søfartens stagnation i slutningen af 1800-tallet manglede noget at bestille.
Men den specialiserede viden om det industrielle væveri måtte hentes udefra, så fabrikken havde flere udenlandske mestre ansat. I spidsen for personalet stod Vilhelm Wieder, der i 1915 måtte skyde private midler i fabrikken, da den – formentlig p.gr.a. Verdenskrigen – var i en økonomisk krise.
Wieders engagement og tålmodighed slog dog ikke til, da nye ejere overtog væveriet i 1918. Så han trådte ud af virksomheden og startede for sig selv – ovenikøbet på nabogrunden mod vest, som han havde købt 20 år tidligere.
Wieder boede med sin familie i villaen “Det hvide hus” (Kirkevej 162) og bagved byggede han en lille bygning, hvor han startede et væveri, der producerede sengetæpper og gardiner af silke.
Wieders lille væveri blev dog aldrig stort nok til at være en konkurrent til naboen, som stadig byggede til. Senest omkring 1920 blev der bygget en spinderibygning og et lager i to etager.
Alligevel var virksomheden i vanskeligheder, og blev i 1923 købt på tvangsauktion af Nordisk Klædefabrik A/S. Man omlagde produktionen og indkøbte f.eks. færdigspundet tråd, i stedet for at producere den selv.
I en periode lå fabrikken nærmest helt stille, indtil den i 1931 blev solgt endnu engang – og denne gang til det halve af, hvad salgsprisen var godt ti år tidligere. Køberen var såmænd naboen Vilhelm Wieder, der nu blev ejer af såvel sin egen fabrik som af sin gamle arbejdsplads.
En del af de ældste produktionsbygninger blev udlejet til en ovnfabrik, og kedelhuset blev til kontorlokaler m.m.
Der kom i løbet af 1930’erne dog også flere nye produktionsbygninger til mod syd. Virksomheden ekspanderede, og man var oppe på omkring 100 ansatte, hvoraf hovedparten kom fra Dragør. Væveriet var byens og omegnens største arbejdsplads – “Fabrikken” blev den slet og ret kaldt. Der var ikke så mange andre.
Væverivirksomheden var i gang helt frem til oktober 1982, hvor den lukkede. Hele området blev overtaget af Dragør Kommune der indrettede det til det nuværende ældrecenter Wiedergården, der er opkaldt efter fabrikant Wieder.
Fordyb dig i historien:
Læs Birte Hjorths artikel om Wieders i Dragør (Fra bogen Brikker til et Dragørpuslespil, 1990)
I Peter Thor Andersens artikel om Wieders Væverier undersøger han Dragørs industriarbejderes arbejdsliv i slutningen af 1930’erne. Artiklen blev bragt i Nyt fra lokalhistorien, nr. 15 (2002). Læs artiklen her.
Få flere links til kilder om arbejdsliv i Dragør.
Se også artiklen om Wiedergården.