Slægtsforskning

Historisk Arkiv Dragør har en lang række kilder, som kan bruges, hvis du er slægtsforsker og leder efter din families historie i Dragør eller Store Magleby.

Arkivets dækningsområde er den nuværende Dragør Kommune, der består af Store Magleby og Dragør Sogn.

Vi hjælper gerne med at finde oplysninger, hvis du har slægtninge, der har boet i disse to sogne. Hvis du har et spørgsmål til arkivet, beder vi dig sende det skriftligt, gerne som en email, og anføre så mange og så præcise oplysninger, som muligt. I mange tilfælde vil vi kunne besvare spørgsmålet ved opslag i arkivets slægtsdatabase. Vi besvarer normalt spørgsmål indenfor en uge, men svartiden kan være længere.

Arkivet kan ikke påtage sig at lave større, slægtshistoriske undersøgelser, men du er naturligvis velkommen til at besøge arkivet og benytte det righoldige kildemateriale, vi har til rådighed.

Søger du slægtninge fra Tårnby, Kastrup eller landsbyerne Ullerup, Viberup, Tømmerup eller Maglebylille, henviser vi Tårnby Stads- og Lokalarkiv.

Er din familie fra Sundbyøster eller Sundbyvester, henviser vi til Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv.

Læs mere:

Se Historisk Arkivs vejledning: Slægtsforskning i Dragør og Store Magleby
Hent pjecen: Om at forske i Amagerslægter
Se vores  Oversigt over amagernavne og navneskikken på Amager.

Trykte kilder:

Alene i den trykte litteratur kan du finde mange oplysninger om personer og familieforhold. Her er nogle af de væsentligste, bøger m.m. som indeholder personal- og kulturhistorie og derfor kan have værdi for slægtsforskere. På nær den sidstnævnte har de alle personregistre.

Historiske huse i Dragør. Af Gunvor Pedersen og Povl Abrahamsen. 1979.
Dragørs søfart 1800-1910. Af Martin Hans Borg. 2003.
Hollænderbyen og dens mennesker. Af Jan Dirchsen. 1982.
Dragør i 1700-tallet – et maritimt bysamfund. Af Birte Hjorth. 2005.
Sømænd og skibe fra Dragør. Af F. Holm Petersen og Kaj Lund. 1978.
Amagers Historie. Af Chr. Nicolaisen. 1907-15. Bind 1 Bind 2 Bind 3
Dragør Lodseri 1684-1984. Af Gunvor Pedersen. 1984.
Hollænderbyens bomærker. Af Herman Riber. 1975. (Navneregister findes på arkivet).

Manuskripter m.m. 

I Historisk Arkiv findes en række manuskripter og hjælpemidler, der kan være nyttige for slægtsforskere.

Hollænderbyen omkring år 1700. Udarbejdet af Crilles Petersen. Indeholder beboerlister for alle ejendomme i Store Magleby i perioden ca. 1680 – ca. 1750.

Udvandrerne” – personoplysninger vedr. ca. 100 personer i Store Magleby, som i første halvdel af 1700-tallet flyttede til Tårnby sogn.

Huse og beboere i Dragør by. Oplysninger om beboere i 1700- og 1800-tallet. Udarbejdet af Birte Hjorth. 

Kiærs kartotek over amagerslægter med 21.000 navne.

Slægtsbøger:

Dragør Lokalarkiv har en række slægtsbøger og slægtstavler. Disse bøgerne kan ses på Historisk Arkiv i åbningstiden, men efterhånden digitaliserer vi dem og gør dem tilgængelige på Arkiv.dk.

Slægtsforskeren Regnar Walløe har i flere slægtsbøger beskrevet nogle af de store Dragør-slægter:
Blaeserne fra Dragør, 1993.
Blichmann-slægten fra Dragør, 1988.
Efterslægt samt anetavle over Christoffer Andersen Walløe og Neel Pietersdt. Wochmann, 1986.
Riber-slægten fra Dragør, 1987.
Schmidt fra Dragør, 1994.

Vejvisere og telefonbøger

Dragør Lokalarkiv har en samling af vejvisere m.m. Se en oversigt på denne side.

 

Scroll to Top