Grunden til, at så mange skomagere i slutningen af forrige århundrede var beskæftiget i byen, var, at alt fodtøj var håndsyet. Søfarten gav desuden ekstra arbejde.
Nedenfor følger en liste over Skomagermestre i Dragør fra 1880 til 1960 ifølge oplysninger fra murermester Valdemar Holm:
Nicolai Vilhelm Lundøe (1819-), havde skomagerværksted i Skipperstræde 8, hvor en smal gang fører ind til huset, der ligger tilbagetrukket.
Johan Jens Petersen (1866-1932), Strandstræde 32. Faderen til Johan Petersen begyndte her som skomager, dengang i en enetages bygning, som omkring 1904 blev forhøjet til to etager. Når man besøgte skomagerværkstedet på første sal, blev besked modtaget og afgivet med griffel på en lille skoletavle. Skomagerfamiliens medlemmer var døvstumme.
Martin Jansen Magleby (1859-1925), Strandstræde 5. Hans søn, Johannes Christian Magleby, har i en årrække lejet robåde ud fra Dragør havn.
Pieter Isbrandtsen Schmidt (1831-1894), Skipperstræde 2. Schmidt’s speciale var søstøvler, og værkstedet blev overtaget af to sønner, Christian Petersen Schmidt (1862-1899), og Edvard Peter Schmidt (1867-1934), der benævnes tøffelmager. Skomager Schmidt senior var onkel til skibsfører Egbert Theodor Schmidt.
Anders Hansen Brygger (1861-1946), Badstuevælen 14
Viggo Carl Crillesen (1846-1927), Von Ostensgade 7.
Af senere skomagere kan nævnes:
Laurits Martin Jensen (1874-1955) Sønderstræde 8. Døvstum. Fotograf.
Niels Heilman Jacobsen Sjonsti (1883-) Kongevejen 2 (i en nu nedrevet lav bygning). Norsk.
Søren Rasmussen Nielsen (1887-1964) Slippen 1 – senere Vestgrønningen 6 (E. C. Hammersvej 1). Forretningen blev overtaget af sønnen, Thorvald Martin Nielsen (1922-), der senere flyttede til Engvej 69.
A. Larsen, Kongevejen 18 (butik i hjørnet af Kongevejsgården)