Sankt Hans dag er den 24. juni og Johannes Døberens helgendag. Han kaldes på dansk også for Sankt Hans, og derfor har dagen sit navn.
Traditionen med at tænde bål aftenen før Sankt Hans dag går langt tilbage. Men man har også gjort det på andre dage, f.eks. til pinse og på valborgsaften den 30. april. Hvornår man begyndte at tænde Sankt Hans-bål i Dragør, ved vi ikke. Den første gang vi hører om det, er i 1908, hvor Amager Avis skrev:
”Det var noget af et historisk øjeblik i aftes, da Badehotellet gav sin første, offentlige fest med ”Dragør-punsch” og Sct. Hans blus på stranden og flot fyrværkeri i haven. Hele byen var på benene og københavnerne og qvasi-amagere strømmede herud i lange cycle-baner, automobil- og fortidskøretøjer.
På engen og stranden omkring det smukke, lille badehotel var der bølgende menneskemængder og op over skansen tusinder af ansigter, belyste af bålene fra de mægtige blus helt ude i strandkanten. Sangforeningen var mødt med fane og sang om den korte og lyse sommernat. Og da fyrværkeriet tændtes i haven, burde der have gået en begejstringsjubel gennem alt folket, thi det var lige så smukt som i Tivoli.
Men dermed var festen forbi og mængden bølgede hjem. Den kølige vind blæste os ind i hotellets sal, hvor der er varmt og hyggeligt og bægre tømmes, og der bliver blus på lampen. Det er jo kun Sankt Hans nat én gang om året”.
I 1920’erne blomstrede foreningslivet i Dragør, og ikke mindst de mange landliggere, der kom til byen om sommeren, skabte liv.
Til Sankt Hans var der næsten konkurrence om de gode bålsteder. F.eks. i 1927, hvor ”De Unges Idræt” fest med fakkteltog, fyrværkeri og bål ved Strandhotellet. I Borgerforeningens lokaler dansede man ballondans om et lille ”bål”, der var arrangeret på gulvet i salen, til akkompagnement af musikdirektør Sophus Petersen. På Elisenborg holdt sangforeningen deres Sankt Hans-aften, og marcherede i optog til batteriet ved Sydstranden og tændte bålet, som de understregede var Dragørs største.
Der var mange bål langs strandene både nord og syd for Dragør. På Villa Fyrbakken på Nordstranden blev der holdt nogle store Sankt Hans-fester. Her holdt én af sommerbeboerne, Charles Hansen, båltalen i 1935. Nu var den moderne tid kommet til Dragør, for han sagde blandt andet:
”Vi har her ude paa Fristranden og Nordstranden en god gammel hævdvunden skik når vi fejrer den danske midsommer og de lyse nætters tid ved et blus, der antagelig i aften kan ses helt over til Sverige. Men Fristrandens heks kommer ikke agende på et gammeldags Kosteskaft, men i en flot og moderne otte-cylindret Fordbil med elektrisk udstyr. Når hun nu forsvinder i luerne, saa synger vi sammen Holger Drachmanns smukke midsommervise, der priser Danmark og vor smukke natur når dagen er længst”.
Drachmanns vise om midsommeren har helt sikkert været sunget ved bålene langs Dragørs strande, men måske har forfatteren endda selv kunnet høre den ved et Sankt Hans-bål herude. I hvertfald ved vi, at Drachmann kom i Dragør i 1890’erne, hvor han holdt til sammen med andre kunstnere på Dragør Kro.
I 1945 blev Danmark befriet og derfor blev årets Sankt Hans-fest noget særligt, fordi det i besættelsesårene ikke havde været tilladt at tænde bål.
Grundejerforeningen Fristranden valgte at sætte en dukke, der forestillede Hitler på bålet i stedet for en heks. Den lokale avis skrev, at ”Der Führer” blev sendt til Bloksbjerg under vild jubel.
I slutningen af 1950’erne stod Dragør Borgerforening for en Sankt Hans-fest, der samlede byen og trak så mange til udefra, at trafikken brød sammen i den lille by.
I 1958 foregik festen ved Strandlinien, hvor borgmester Holger Jensens talte, og så blev der uddelt blomster til damerne. Efter bålet gik deltagerne i procession gennem byen og passerede forbi alderdomshjemmet i Nyby, inden man samledes i Borgerforeningens lokaler i Strandgade.
Her blev der budt på skoldhed ”Dragør Grog”. Bagefter var der dans til kl. 1 og på adgangbiletten blev der trukket lod om 24 pakker vaskepulver og ikke mindst de to hovedgevinster, som var en flyrejse – til Malmö!
Senere blev det en fast tradition, at Dragør Sejlklub arrangerede et stort Sankt Hans-bål på en flåde ude i havnen. Kajakklubben havde deres bål på den anden side af molen ud mod Madsens Krog. Her var skikken, at det blev tændt præcis ved solnedgang – f.eks. kl. 22.17 Efter bålet var der asfaltbal på pladsen ude foran Strandhotellet.
Sylten blev i 1970’erne rammen om Socialdemokratiets Sankt Hans-fest. Her var det gerne båltaler af landkendte poltikere, som f.eks kulturminister Niels Matthiasen. I 1977 gav han sin tale et lokalt strejf, og kom ind på støjproblemerne på Amager, som lufthavnen førte med sig.