Jens P. Jørgensen fortæller om sin læretid som maskinlærling på Dana-Dis:
Det var en maskinfabrik, der lå på Støbervænget ved siden af Dragør Jernstøberi.
Dana-Dis fabrikerede dieselmotorer, stationære motorer i forskellige størrelser (8-24 hk), der trak el-motorer, og de blev solgt som lysmaskiner.
Vi fremstillede også aggregater, der blev solgt til Afrika. De bestod af en bundramme hvorpå der var monteret en motor – vandpumpe – og en el-motor. Dem blev der fremstillet mange af, og var meget brugt ude på landet og i udlandet, så man med lidt dieselolie kunne få lys, og vand pumpet op af undergrunden.
Der var i snit 10 svende og 10 lærlinge. Jeg selv startede som arbejdsdreng, og blev ved med at spørge om jeg ikke kunne komme i lære, og til sidst lykkedes det.
Da vi fremstillede motorer helt fra bunden, blev yngste lærling sat til alt det beskidte arbejde, så som at rense krumptaphuse for støbesand, for derefter at vaske det i benzin og male dem indvendig, så olien rigtig kunne løbe rundt i motoren. Det var noget rigtigt beskidt arbejde!
Krumptappene kom fra Tyskland i jernbanevogne med Amagerbanen, der lå lige bag Dana-Dis. Vi bar dem med de bare næver over på en lastbil. Det var ”Kulkarl”’s bil, han var vognmand i Dragør, og kørte med kul og koks, og til Fisketorvet med fisk fra havnen osv.
Når vi havde læsset bilen kørte han rundt om banelegemet og ned ad Støbervænget til Dana-Dis, og så forfra igen fra lastbil til lager.
Fabrikken var delt op i flere afdelinger, maskinværkstedet, montagen og prøvestanden , der lå ved siden af et lille svejserum og malerrum. Lærlingene blev som beskrevet flyttet rundt på de forskellige steder. Jeg startede med det beskidte arbejde med at rense og male krumtaphuse, kom så i værktøjsburet for at lære de forskellige værktøjer at kende, og så ved drejebænk og fræser.
Senere stod jeg ved boremaskinen, inden jeg kom i montagen, hvor vi samlede motorer helt fra bunden. Det var spændene at få samlet alle de forskellige dele til en hel motor.
Motorerne skulle afprøves inden salg og til det havde vi prøvestanden, hvor vi havde et fundament hvor vi monterede motoren for enden af et bremseaggregat, så man kunne belaste motorerne i x antal timer, for at se, om de kørte optimalt. Efter prøvekørsel blev motoren malet og monteret i en trækasse for transport til kunden. Det var en dejlig læreplads som har udlært mangen en Dragør-dreng.
Jeg selv havde en læretid på 4 år og 8 måneder fra 1955 til 1960. En arbejdsdag kunne godt være lang fra 07.00 – 20.00, da vi gik på aftenskole på Korsvejens Skole i Tårnby tre gange om ugen.
Det kunne også hænde at Dragør Jernstøberi skulle bruge nogle mænd til at støbe. Støbemesteren kom og spurgte, om han kunne låne et par mand, og mester udvalgte så to lærlinge, da der skulle bruges flere mænd til at støbe. Der skulle to mand til at bære støbeskeen med flydende jern, og det var bare med at holde godt fast i skeen ellers kunne man blive forbrændt hvis man tabte den.
Støbervænget har fået sit navn efter støberiet, der lå dør om dør med Dana-Dis. Nu er begge virksomheder væk og der er bygget boliger.