I 1950’erne steg tilflytningen til Dragør Kommune voldsomt. De nye boligbyggerier, ikke mindst i Engparken, satte kapaciteten i daginstitutioner og skoler under pres.
Kommunens eneste skole, Dragør Skole på Vestgrønningen, kunne ikke i længden klare tilstrømningen af skolebørn, og man besluttede at opføre en helt ny skole ved Krudttårnsvej og Søndre Strandvej.
Skolen blev opkaldt efter Vierdiget, som var et gammelt tangdige på markerne syd for Store Magleby.
Byggeriet bestod af færdige elementer, der var støbt på en fabrik i Hobro, mens lokale håndværksmestre stod for indretning og inventar.
Skolen var i ét plan, hvad der havde den fordel, at børnene sparede tid, når de skulle fra ét lokale til et andet, som man skrev dengang.
Beliggenheden var usædvanlig for en folkeskole. Lige ud til vandet og med havudsigt fra skolegården. Nogle frygtede, at den friske blæst ville genere og gøre skolen dyr at varme op. Leverandøren af byggeelementerne forsikrede dog, at moderne byggeri var meget velisoleret. Men man plantede et læhegn og indrettede legepladsen, så den var forsænket i forhold til omgivelserne.
Skolen blev indviet mandag den 12. august 1963. Dagen efter startede undervisningen i skolens ni klasser. Foreløbig var det børnene i 1. til 5. klasse, der gik her.
Personalet bestod af kun seks lærere samt Danmarks dengang yngste skoleinspektør, Poul Juel Jensen.
Hurtigt oplevede man dog pladsproblemer, og allerede efter det første år måtte klasser deles om et lokale, så de var der på skift om formiddagen og eftermiddagen.
I 1970 kom den første udvidelse til, og skolen fik faglokaler til fysik og naturfag og en gymnastiksal, der havde egen teaterscene. Sløjdsal og skolekøkken var på ønskelisten til den næste udvidelse, der kom i 1975.
Indtil alt var på plads, måtte eleverne nogle gange tage turen til Dragør Skole.
Én af eleverne, Tina Sørensen, skrev i 1988 om sine minder om den første skoledag på Skolen ved Vierdiget i 1970: ”Der stod man renvasket, nykæmmet, iført lyserød jersey-buksedragt og med ternet skoletaske i hånden, der ikke indeholdt andet, end et splinternyt penalhus og en masse forventninger.
Dengang var væggene i klasselokalerne gule, gulvene grå af linoleum og der lugtede rent, en særlig blanding af sæbe og vådt træ. Man snusede ind og fornemmede for første gang den helt specielle atmosfære, der er på en skole, der har stået en hel sommer og ventet på, at dens elever kom tilbage.”
Som en del af ændringerne i Dragørs skolevæsen, er skolen nu blevet nedlagt. I juni 2015 forlod børnene skolen for sidste gang, og bygningerne bliver revet ned, til fordel for nyt boligbyggeri.
Fordyb dig i historien:
Læs om navnet Vierdiget.