Passagen gennem Hollænderdybet, Kongedybet og Drogden var et overordentligt vanskeligt gennemsejlingsfarvand med mange grunde, røser, snævre sejlrender og vanskelige passager.
Derfor var man tidligt klar over, at en afmærkning af farvandet var nødvendig, for at skibene kunne sejle sikkert igennem. Allerede i 1500-tallet blev der etableret afmærkning til hjælp for skibsfarten.
Den 8. juni 1560 udsendte kong Frederik den 2. en bestemmelse om, at der skulle etableres en afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo, ved hjælp af fyr og søtønder.
Selv om man tidligere havde kendt til afmærkning af farvande, var det første gang i verden, at en vigtig sejlrute blev afmærket på denne måde.
I den kongelige forordning hed det, at der skulle opsættes fyr på tre steder: Skagen, på Anholt og på Kullen.
Samtidig skulle der placeres søtønder ved Skagen Rev, ved Læsø Trindel,på Anholt Rev og ud for Dragør og Falsterbo.
Initiativet til til oprettelsen af fyrvæsenet var dog ikke kongens, men skyldtes et pres fra især hollandske skippere, der ønskede at få afmærket sejlruten. De havde tidligere på eget initiativ udlagt søtønder i Øresund. I 1500-tallet paserede alene fra Holland ca. 800 skibe i fart på “Het Oostland” – Østersølandene
At oprettelsen af fyrene blev en statsopgave skyldtes måske, at man regnede med at det kunne blive en god forretning. Der kunne nemlig opkræves fyrpenge af skipperne. Fyrpengene blev betalt ved passage af Helsingør, hvor skibene i forvejen skulle betale Øresundstolden.
Øresunds fyr
De fyr, der blev opsat i 1500-tallet var simple bålsteder, hvor man fyrede med kul, og dermed fik en kraftig ild, der kunne ses langt væk.
I 1772 forbedrede man fyrene på Sjællands nordkyst, ved at bygge to fyrtårne ved Nakkehoved og indrette et fyr i et af tårnene på Kronborg Slot.
Det betød en forbedring af sikkerheden for skibsfarten, der til gengæld måtte betale en højere fyrafgift ved Helsingør.
Dragørs blusser
Kun en uge efter, at kongens forordning om oprettelse af et statsligt fyrvæsen var udsendt, blev der skrevet et andet kongeligt brev. Det gjaldt en borger i København, Hans Lauritzøn, der fik kongens tilladelse til at drive et ”blusseri” ved Dragør. I brevet hed det, at ”han skal lade det blusse under høstfiskeriet, og maa oppebære den fisk og rente, som udgives derfor”.
Hans Lauritzøn har altså skullet holde en lampe tændt i fiskernes højsæson, og fik til gengæld al den fisk han kunne spise. Formålet med blusset må simpelthen have været at gøre det muligt for fiskerne at finde ind til Dragør om aftenen og natten. At det sker med kongens tilladelse, vidner om at fiskeriet må have haft et anseeligt omfang – også i midten af 1500-tallet.
Brevet fortæller ikke, hvorfra blusseriet foregik, men det er nærliggende at tro, at der har været blusset fra Blushøj, hvorfra det har kunnet ses fra alle retninger på Sundet.
Hans Lauritzen var dog ikke den første blusser i Dragør. I 1558 var privilegiet givet til Rasmus Olufsen, og det er tænkeligt, at ordningen med at blusse under høstfiskeriet har eksisteret langt tilbage i tiden.
I 1821 blev dampskibet ”Caledonia” indsat på ruten mellem København og Kiel, og her sejledes dag og nat. Rederiet fik derfor en aftale med løjtnant Dickmann, der boede på hjørnet af Strandgade og Strandlinen (Strandgade 35) om, at der fra pigeværelset på 1. sal skulle brænde et lys de nætter, hvor ”Caledonia” sejlede forbi.
Sømærker
Dragør-lodserne havde naturligvis også glæde af fyrene og afmærkningen til søs, men de brugte også karakteristiske punkter på land, som f.eks. høje træer eller kirketårne, til at navigere efter.
Lodserne optegnede disse punkter i deres egne mærkebøger, som var en lommebog med anvisninger til, hvordan man kunne lægge kurserne efter disse kendemærker.
Omkring Dragør blev der efterhånden opsat nogle faste sømærker, som kunne hjælpe navigationen. Disse mærker – eller ”piller” – var høje trækonstruktioner, som blev indført i navigationshåndbøgerne.
Ved hjørnet af Stationsvej og Kirkevej lå tidligere en lille forhøjning, Bøhms Bakke, og her stod et af sømærkerne.
Nord for byen var rejst to høje mærker, som på grund af deres form blev kaldt Manden og Konen.
Drogden Fyrskib
I 1830’erne skete der betragtelige udvidelser af det danske fyrvæsen. Regeringens politik var at sikre sejladsen gennem Øresund, for ved at lede trafikken denne vej fremfor gennem bælterne, kunne man sikre indtægterne fra sundtolden, der blev opkrævet ved Helsingør.
I 1833 blev ideen igen taget op, da lodsinspektøren i Dragør, Peter Sletting, udarbejdede et forslag til forøgelse af sikkerheden for skibsfarten i Drogden. Forslaget gik blandt andet ud på, at udlægge et fyrskib ved den sydlige indsejling til Drogden Rende.
Forslaget var dog tidligere blevet fremsat af [TITEL???] Løvenørn, der i 1799 foreslog at man udlagde et fyrskib ved Sandrevsrønden, som samtidig skulle fungere som station for lodserne, men det blev dog ikke til noget.
Som en del af denne politik, blev der i 1837 udlagt et fyrskib ca. 7 kilometer syd for Dragør på Quartus Grund, ved den sydlige indsejling til Drogden Rende.
Man var i tvivl om der på fyrskibet samtidig skulle være station for Dragørs lodser. Marinekaptajn L. de Coninck mente, at det kunne være lige meget, for “den lods der kan føre et skib gennem Drogden ved nattetide er endnu ikke født”.
Drogden Fyrskib blev dog alligevel bemandet med seks lodser fra Dragør, der her var tættere på de skibe, som søgte lods. De havde nok at se til. I 1840’erne passerede årligt ca. 20.000 skibe forbi ved Drogden.
Fyrskibet var udlagt fra 1. marts til 21. december, hvis ikke isen forhindrede det.
Drogden Fyrskib kunne i tåge udsende advarselssignaler til skibene. Det bestod i begyndelsen blot af en gongong, som én af medarbejderne slog på.
Fra 1878 fik man en hånddrevet sirene og senere til et såkaldt eksplosionssignal. Hertil krævedes der dynamit, og det turde man øjensynligt ikke opbevare på fyrskibet i store mængder. Derfor blev der inde på Dragør Sydstrand bygget et ”dynamithus”, som lager. Formentlig har man så herfra sejlet mindre portionen ud til fyrskibet.
Dragør får fyrtårne
I 1800-tallet var skibene i højere grad begyndt at sejle om natten, og det stillede større krav til hjælpemidler til en sikker navigation gennem Øresund.
Som et led i forbedringen af fyrbelysningen af Øresund, byggede man derfor i 1878 fyrtårne på land nord for Dragør.
De to fyrtårne på Dragør Nordstrand blev anlagt i 1878 og placeret med 375 meters afstand fra hinanden. Mens lampen i det nordlige tårn er 13 meter over havet, er den i det nordlige 23 meter oppe og set over ét, angav de to fyr den rigtige sejlretning ind gennem Hollænderdybet, når man kom fra nord.
I de to fyrtårne stod hver sin petroleums-fyrlampe, som stod i et såkaldt ”parabols-spejlapparat” med et spejl på 21 tommer i diameter. Begge fyr lyste rødt.
Dengang var Nordstranden fuldstændig ubebygget, så udsynet var helt frit, og i klart vejr, kunne fyrene ses 2½ sømil væk. Dermed var de synlige fra en position nord for mundingen af Hollænderdyb, dvs. omtrent på højde med Hellerup.
Placeringen skete bl.a. efter råd fra inspektøren for Dragør Lodseri, F. A. Gandil, og den ældste Dragør-lods, Jacob Rasmussen.
Oprindelig havde det været tanken, at det sydlige fyr skulle stå på Vestgrønningen, altså inde i selve Dragør by. Men byforstanderskabet forlangte hele 12.000 kr. for grunden, og derfor besluttedes det at rykke hele anlægget med de to fyrtårne længere nordpå. Her var grundene langt billigere, og i alt betalte Fyrvæsenet ca. 1100 kr. for de to små jordlodder, hvor tårnene blev opført.
Tårnene blev tegnet af ingeniør ved Fyr- og Vagervæsenet, C. F. Grove og arkitekt Theodor Wéden.
Fyrene blev passet af en mand fra Dragør.
I 1890 oprettedes i hvert af de to fyrtårne et såkaldt bifyr på 2. etage. Det havde sine egne vindue ud mod vandet, og lyste hhv. grønt, hvidt og rødt i forskellige vinkler. Bifyret blev nedagt igen i 1903 og i stedet udlagdes lystønden Knollen.
Få år senere blev ledefyrene nedlagt, da Nordre Røse fyr blev ombygget til at lede skibsfarten gennem Hollænderdybet.
De to tårne blev nu købt for 1100 kr. af Andreas Harboesgaard, der stod for driften af Dragør Gas- og Vandværk, som solgte det nordlige fyrtårn videre til en privatperson, der brugte det som sommerbolig.
Det sydlige fyrtårn blev indrettet som vandtårn. Alle etageadskillelserne blev fjernet og i toppen af tårnets blev der anbragt en beholder med et rumfang på 30 m³.
I 1921 overtog kommunen vandværket, men da det viste sig, at vandforbruget i byen var større end beholderen kunne følge med til, måtte man opgive at bruge det som vandtårn. Derfor byggede man i 1924 et nyt vandtårn i Nyby, og det gamle fyrtårn stod i mange år ubenyttet.
Tårnet blev siden solgt til Dragør Kommune, og i 1970 besluttede kommunalbestyrelsen, at tårnet skulle bevares, selv om det ikke længere havde noget praktisk formål.
I forbindelse med udstykningen af den tidligere vandværksgrund til boligformål, lod man fyrtårnet stå, som et minde om den tid, hvor fyret havde en betydning for skibsfarten ved Dragør.
Nordre Røse Fyr
Når skibe kom fra nord gennem Hollænderdybet, styrede de efter de to fyr ved Dragør. Men fortsatte de denne kurs, ville de støde på grund ved Nordre Røse, så derfor blev der i 1877 også anbragt et fyr her. Når skibene nærmede sig Nordre Røse Fyr, skulle de dreje øst om det, og derefter sætte kursen efter Drogden Fyr.
Desuden blev der tændt et fyr på Prøvestenen.
Nordre Røse Fyr, som lå ca. 1 sømil fra Kastrup Havn, blev opført som et fast bygningsværk på bunden på ca. 5 meter vand. I underbygningen blev der indrettet lokaler til personalet og et maskinrum.
På fyret var der stationeret to mand, der normalt efter fyraften kunne sejle i land. Men var der for stærk sø eller is i Sundet, havde de mulighed for at overnatte på fyret.
Drogden får et fast fyr
I 1924 uddybede man Drogden Rende, og antallet af gennemsejlende skibe steg.
Man besluttede at erstatte fyrskibet med et fast fyr, der også kunne rumme lodsstationen. Det var på længere sigt billigere, end at vedligeholde skibet.
Fundamentet til det faste fyr bestod af en sænkekasse, der blev bygget i Københavns Sydhavn. Kassen blev bugseret ned til fyrskibets plads og sænket på 10 meter vand. Det elipseformede fundament er seks meter højt og beklædt med granit.
Oven på fundamentet byggede man et 18 meter højt tårn, hvor der foruden selve fyrapparatet bl.a. blev indrettet beboelsesrum for fyrpersonalet og for lodserne.
I fundamentet findes maskinrum, brændselsrum, bad, vand- og olietanke samt akkumulatorrum. Desuden er her seks kamre til personalet. 1 rum for lodser med seks køjer. På dækket lå foruden selve fyrtårnet to dækshuse, hvor der bl.a. er messe og køkken. Prisen for bygningen af fyret var 650.000 kr.
Besætningen bestod fra begyndelsen af en fyrmester, tre fyrassistenter og to fyrpassere, som havde vagt fire dage af gangen. Herefter blev de hentet af fyrvæsenets båd fra Dragør Havn.
Drogden Fyr er stadig i brug, men selve fyret tænder og slukker automatisk. Der er dog stadig personale på fyret døgnet rundt, som arbejder med farvandsovervågning.
Indsejlingsfyr og havnefyr
På Dragør Havns moler stod et havnefyr, der ledte skibene på rette vej ind mod havnen. Dette fyr blev nedlagt i 1960, da færgefarten til Sverige startede.
På Dragør Fort blev der i 1915 oprettet et mindre blinkfyr, som var anbragt på en tre meter høj jernbåke. På grund af verdenskrigen tændtes fyret dog først i 1919.
Fordyb dig i historien:
Læs Finn Askgaards artikel om Dragør Søndre Fyrtårn og om omdannelse til vandtårn (Beboer-bladet, 1992)
Se billeder af fyrtårne og fyrskibe omkring Dragør på Arkiv.dk