Dragørs første brevsamlingssted fra 1850 lå ved drengeskolen på Vestgrønningen.
Fra 1867 blev det ændret til postekspedition.
Postekspeditør og telegrafbestyrer Chr. Nicolaisen, overtog senere postekspeditionen. Han boede i ejendommen Højerup på hjørnet af Kirkevej og Stationsvej, så muligvis har postekspeditionen været her i en periode. Senere flyttede han til Stationsvej 8, der fik navnet “Villa Posthuset”.
Da Amagerbanen åbnede i 1907, kom der postekspedition i stationsbygningen.
Siden har der været posthus flere andre steder, men i 2009 flyttede ekspedtionen tilbage til den gamle stationsbygning på Dragør Stationsplads.