Graverboligen, der ligger i tilknytning til kirken i Store Magleby, og som i dag rummer konfirmandstue og kirkekontor, blev opført i 1810 efter en større brand i byen i 1809.
Degneboligen og skolen, der havde ligget her tidligere, var faktisk arnestedet for denne brand, hvor 30 huse og gårde blev lagt i aske. Nu blev der så opført en bygning med to indgange – en til skolestuen og en til lærerens lejlighed.
Op igennem 1800-tallet voksede børnetallet betydeligt, hvorfor man i 1875 måtte opføre endnu en skolebygning i Hovedgaden, og desuden ansætte en andenlærer i et nyoprettet embede.
I 1915 oprettedes en såkaldt forskole i tilknytning til skolen. Og en skolestue og lærerindelejlighed blev indrettet i et hus på den anden side af Kirkevej (nedrevet i sidste halvdel af 1950’erne).
Tiden stillede dog stadig større krav til skolernes indretning, så i 1927 stod en ny og mere tidssvarende skole klar. Derved blev det muligt at få samlet aktiviteterne i en bygning. Den gamle skole fra 1810 blev nu indrettet til æresbolig for den afgående førstelærer Oluf Nøsted. Senere blev bygningen bolig for graveren.
Efter et større ombygnings- og restaureringsarbejde i 1980 kunne der holdes officiel indvielse af det ny samlingssted for menigheden i Store Magleby: Graverboligen.
Tekst: Lis Thavlov, Dragør Lokalarkiv.
Foto: Jørgen D. Petersen.