Amagerlands Producentforening

I 1908 sluttede de torvehandlende fra Amager sig sammen i foreningen Amagerlands Torvesøgende Producenter. Foreningen havde først og fremmest til formål at amagerne kunne tale deres sag over for administrationen af torvene.

Blandt stifterne var gartnere fra Tårnby og Kastrup og i de første år omkring halvdelen af medlemmerne fra Tårnby sogn.

Man havde brug for at fastlægge ensartede regler for mål og vægt. Begrebet en ”snes” lå ikke fast, for producenterne overbød hinanden, så den kunne bestå af op til 28 stykker. Amagerne havde deres egen ”amagersnes”, som var på 22.  

Men der blev efterhånden taget andre opgaver op, som f.eks. en certificeringsordning for kål og forhandling om priser på latrin og gødning samt medvirken i udstillinger, hvor produkterne kunne præsenteres.  

Producentforeningen på udstilling i Forum i København i 1949. Her blev der rejst et "grøntsagstårn", for at præsentere amagerbøndernes produkter.
Producentforeningen på udstilling i Forum i København i 1949. Her blev der rejst et “grøntsagstårn”, for at præsentere amagerbøndernes produkter.

I 1927 deltog man f.eks. i en udstilling i Forum, hvor der blev rejst et ti meter højt tårn af grøntsager.

Producentforeningen fik desuden mere kulturelt prægede opgaver. Den knyttede sig til Amagerbladet, som blev medlemsblad og man arrangerede fælles rejser med studiemæssige formål. I 1928 gik turen til Holland.

Producentforeningens medlemmer på beøg hos Nederlandenes dronning Wilhelminas slot Soestdijk i 1929. Forrest står Marchen Svendsen i amagerdragt.
Producentforeningens medlemmer på beøg hos Nederlandenes dronning Wilhelminas slot Soestdijk i 1929. Forrest står Marchen Svendsen i amagerdragt.

Her var deltagerne i audiens hos dronning Wilhelmina, som modtog hele selskabet på sit sommerslot Soestdijk. Dronningen fik overrakt blomster af fru Marchen Svendsen fra Langhøjgård, der var i amagerdragt.

Gårdejer J.P. Svane oplæste under audiensen en skrivelse, hvori der på amagernes vegne blev takket for dronningens besøg i Store Magleby i 1922.

Endelig engagerede Producentforeningen sig på flere måder i arbejdet med at bevare Amagers historie. I 1922 skænkede foreningen en flagstang til det nyåbnede Amagermuseum – sikkert som anerkendelse af museets arbejde.

Rasmus Jeppesen Rasmussen med sønnen Carl Jan og hustruen Grith på Producentforeningens stand på gartnerudstillingen i Forum i 1930. Torvevognen havde været i brug på deres gård Wybrandtsminde i Store Magleby siden 1850.
Rasmus Jeppesen Rasmussen med sønnen Carl Jan og hustruen Grith på Producentforeningens stand på gartnerudstillingen i Forum i 1930. Torvevognen havde været i brug på deres gård Wybrandtsminde i Store Magleby siden 1850.

Fordyb dig i historien

Læs mere om producentforeningen i Tårnby Stads- og Lokalarkivs artikel i anledning af foreningens 100 års jubilæum.

Se flere billeder fra producentforeningen på Arkiv.dk

Scroll to Top