Matrikel nr. 143
(I dag: Ubebygget, Dr. Dichs Plads)
Det er vanskelligt at sætte navne på de første beboere her på stedet. Et muligt gæt er Morten Bentsen, som formodentligt er kommet her til under Store Nordiske Krig.
Han blev i 1714 gift med Kirsten Nielsdatter, som der heller ikke haves mange oplysninger om. I 1716 fik de sønnen Bent Mortensen.
Morten må være omkommet under krigen, for i 1719 giftede Kirsten sig igen. Denne gang med en skåning Anders Krisgersen. Morten har nok også været fra Skåne, siden hans søn som voksen kaldte sig Bent Mortensen Skåning.
Anders Krisgersen blev skipper, men det har ikke været de større fartøjer, han har sejlet med. Det er vanskeligt at få øje på hans navn på de forskellige lister over byens skippere. I 1761 meddelte sørullen, at han var syg, og i 1762 oplystes det, at han er død. Samme år døde hans kone.
I dette ægteskab fødtes sønnen Morten Andersen, om hvem det i 1750 oplystes, at han var fange i Spanien.
Endvidere fik Anders og Kirsten datteren Inger, der blev gift og bosat i von Ostensgade 24. Ingen af disse havde åbenbart lyst til at overtage barndomshjemmet, hvorfor det gik på andre hænder.
Igen er det vanskeligt at komme med et eksakt bud på, hvem den næste beboer er. Men ifølge rækkefølgen i Oeders liste fra 1771 må det være vægter Peder Mortensen, der i 1758 var blevet gift med Maren Bentsdatter. De var fremmede folk. I løbet af 1780’erne døde de begge.
De næste beboere her i huset er der mere styr på. Det er Ole Sørensen Bødker, der stammede fra Sundbyøster. Han var i 1783 blevet gift med Trein Dirch Ingemarsen fra Nørregade 15.
Ud over at være sømand har Ole også virket som bødker, og som håndværker har han været tvunget til ved sin vielse at betale 2 rigsdaler i kopulationspenge, hvilket blev noteret i kirkebogen. Han må have stået her – eller på den tomme nabogrund, matrikel nr. 332 – og bakset med tønder, baljer og bøtter.
Ole døde i 1812. Hans datter, Trein, og svigersøn, Pieter Jensen Præst, overtog siden huset. Denne Pieter var matros og blev senere vægter. Han døde i 1838, hvorefter enken Trein Ole Bødker blev boende i huset med sine børn. Til sidst boede hun her med datteren Trein Pieter Præst, der forblev ugift.
I 1864 bevilgede byforstanderskabet understøttelse til Trein Pieter Præst, for at hun kunne få opereret sit ene øje, da hun ellers ville blive blind. Hun passede sin gamle mor, som ellers ville ligge byen til byrde.
Trein Pieter Præst ernærede sig på sine gamle dage ved at sælge brød fra en af byens bagere.
Hun hørte til indremissionær Peter Blombergs trofaste tilhængere og kom til hans møder i teatersalen ”Phønix” henne i Sønderstræde 6. En vinterdag ville hun forstrække hans slunkne kakkelovn med en sæk brænde, som hun smed ind i hans gård. Blomberg har senere berettet, at han da kiggede ud af lågen og så, hvem det var – ”og der hvilede et sælsomt lys over gamle Trein Præstes, da hun gik hen ad gaden”.
Trein Pieter Præst døde i marts 1900, og kort tid efter blev hendes hus nedrevet og grunden udlagt til gadeareal. Et stort lindetræ står i dag som et minde om hendes hus.