Den første filmoptagelse i Dragør, som man har kendskab til, var nok i februar 1907.
Her blev mange dragørere rædselsslagne, da de så en isbjørn trave rundt i byens gader. Den kiggede nysgerrigt ind ad vinduet på en delikatesseforretning og raserede en hel slagterbutik, før den mæt og tilfreds, dinglede ned på havnen.
Dragørerne forsøgte at sammenkalde byens råd, der som byens øverste myndighed måtte tage sig af den kritiske situation. Det lykkedes dog ikke, men til alt held dukkede nogle jægere op, som fik nedlagt bjørnen. Bagefter blev den parteret og skindet transporteret til Store Magleby, hvor det blev overdraget til Amagermuseet.
Ganske vist var der is på Sundet, men bjørnen var nu ikke kommet til Dragør af egen, fri vilje. Hagenbecks dyrepark i Hamburg havde leveret bamsen til en pris af 1100 kr. og formålet med dens besøg i Dragør var optagelsen af én af Nordisk Films allerførste produktioner: ”Isbjørnejagten”. Selskabet grundlægger og direktør, Ole Olsen, spillede selv én af isbjørnejægerne.
Der var ikke lang produktionstid på film dengang. Til gengæld varede filmen blot seks minutter. En uge efter optagelserne i Dragør, havde filmen premiere og blev i øvrigt en stor succes med næsten 200 solgte kopier til både danske og udenlandske biografer. Om filmen var årsagen til, at filmselskabet fik en isbjørn som logo, ved man ikke helt.
I 1910 blev filmen “Peder Tordenskjold” bl.a. optaget i Dragør. Den er bygget over en fortælling af Carit Etlar, og var nok den første danske, historiske spillefilm.
F.eks. havde man stillet Tordenskjolds soldater op på Hollandsfed midt i Dragørs gamle bydel.
Der blev også optaget på Dragør Kro og i Dragørgårds lade på Nordstranden. Selv om scenerne fra Tordenskjolds skib, ”Den Hvide Ørn” var lavet i et studie, blev Dragør Havn også brugt i filmen. På billedet hviler skuespillerne ud på Dragør Kro, hvor værten, Jan Passer, serverer.
Også den internationalt berømte danske film “Atlantis” fra 1913, blev til dels optaget i Dragør. En stor del af handlingen foregår på oceandamperen “Roland”, som forliser under dramatiske omstændigheder midt ude i Atlanterhavet – denne scene har Køge Bugt lagt bølger til. Hvis folk fra Dragør så filmene i biografen, ville illusionen nok briste, når de så at en anden scene var optaget hos bager Wiedbrecht i Sønderstræde.
I 1920’erne lagde Dragørs gader kulisse til en film med de to folkekære komikere “Fy og Bi”.
Filmen “Sommerglæder” fra 1940 skildrer livet i et lille provinshotel. Filmen blev optaget i og omkring ejendommen “Højerup”, der lå, hvor på hjørnet af Kirkevej og Stationsvej.
I sommeren 1942 blev en del af filmen “Alle mand på dæk” optaget i Dragør. Filmen blev produceret af Nordisk Film, og man havde lejet skonnerten DANNEBROG der dog i filmen hed NORDSTJERNEN.
Skonnerten var hjemmehørende i Thurø ved Svendborg, og havde haft en karriere som fragtskib i Grønland, hvor det bl.a. havde sejlet til Knud Rasmussens koloni i Thule. Derfor var det ekstra forstærket til at sejle i isfyldte farvande. DANNEBROG lå to uger i Dragør Havn. Det var ikke almindeligt, at så stort et skib lagde til i Dragør, og da man betalte havnepenge pr. ton, kunne havnefogeden skrive 172 kroner i regnskabet.
I filmen “Op med lille Martha” fra 1946 deltog en del af Dragørs befolkning som statister. Her ser man bl.a. et protestoptog gå gennen Chr. Mølstedsgade, og skuespillere ved toget på Store Magleby Station.
“Ved Kongelunden” fra 1953, blev dels optaget omkring Søvang og Kongelunden og dels i Dragør f.eks. på Strandhotellet. I filmen skildres sammenholdet i en havekoloni. Blandt beboerne så man Dirch Passer og Ove Sprogøe.
Samme år blev der indrettet en “Café Haabet” i et hus på Jens Eyberts Plads, hvor én af scener til filmen “Sønnen”.
I “Frøken Nitouche” fra 1963 ses Lone Hertz i en scene kravle ud af et tagvindue på “Volmerhus” i Slippen. Den daværende købmandshandel i samme ejendom var i lang tid derefter forsynet med filmens “gamle” skilte, som med svungen skrift forkyndte, at her kunne man købe klipfisk, saltsild og grovvarer. En anden scene blev optaget i Dragør Borgerforenings lokaler i Strandgade.
I 1974 foregik en scene fra den lidt vovede film “I tyrens tegn” på Dragør Rådhus.
Også TV-film er i en række tilfælde optaget i Dragør Kommune. F.eks. blev en scene fra TV-serien “Matador”, hvor tjenestepigens Agnes søn er ved at drukne, optaget ved gadekæret i Store Magleby.
I 2013 og igen i 2023 optog DR julekalenderserien “Tidsrejsen” og “Tidsrejsen 2” i Dragør. Her var byen ikke bare kulisse, men seriens hovedpersoner boede i byen.
I forbindelse med optagelserne blev der etableret et julemarked på Badstuevælen, som spiller en vigtig rolle i serien.
Artiklen bygger bl.a. på et afsnit i Birte Hjorths bog “Dragør i filmen – filmen i Dragør” fra 1984. Bogen kan downloades her.