Husets beboere i 1700-tallet
Med hensyn til dette hus har det ikke været muligt at finde nogen beboere her før hen mod midten af 1700-tallet, hvor Peder Esborsen og hustru Marchen Tønnes Passer var bosat her. Det kan ikke udelukkes, at det har været hendes barndomshjem.
Peder og Marchen blev gift i 1743. Han var lods og blev siden lodsoldermand.
Hans far var en tilflyttet murer, Esbørg Børgesen, mens hendes far, skipper Tønnes Pietersen Passer, var af den kendte Passer-slægt.
Peder Esborsen havde to døtre og tre sønner. To af sønnerne tog Passer-navnet til sig.
Det blev den ældste datter Else Pedersdatter og hendes mand Mogens Hansen Snedker, der overtog huset. De havde en datter og nogle sønner, men ingen af dem var tilsyneladende modne til at overtage huset, da Mogens Hansen døde i 1806.
Det blev derfor skipper Peder Jensen Truels og hustru Bodil Pieter Pedersen, der flyttede ind.
Det forlød, at Peder skulle have sejlet som koffardikaptajn på Vestindien, og at han vist nok have siddet i engelsk krigsfangenskab.
På sine gamle dage nøjedes han med at sejle som styrmand. Hans to ugifte døtre overtog huset.