Husets beboere i 1700- og 1800-tallet
Man kunne fristes til at gætte på, at huset er opført engang i 1760’erne for snedker Johan Kryger, der i 1764 var blevet gift med Charlotte Amalie Reinholdt. De har i hvert fald været bosiddende lige her omkring.
Charlotte fødte otte børn, hvoraf kun tre sønner blev voksne: Pieter, styrmand og vognmand, bosat i Byskriverstræde 1. Hans, skipper, bosat i von Ostensgade 28 – Jan (Johannes), skipper, bosat i Magstræde 5. Snedker Johan Kryger døde i 1786. Hans enkes videre skæbne kendes ikke.
Huset er derefter formodentlig erhvervet i slutningen af 1780’erne af bager Hans Albertsen Riber, måske som en aftægtsbolig efter et langt virke i nabohuset, Byskriverstræde 5.
Det blev hans svigersøn Adrian Jansen Palm, der overtog huset, som sikkert fortsat har tjent som aftægtsbolig, indtil Adrian døde i 1809.
Adrians eneste søn, Jan Adriansen, nåede aldrig at arve huset, da han allerede døde i 1796, men hans datter Ane Jan Adriansen blev i 1811 gift med skipper Palm Christensen Friis, og dette par overtog huset, der i 1818 var på 9 fag.
Palm stammede fra Skipperstræde 15. Han sejlede i 1807 med galeasen ”Ane Kirstine” på 31 læster og i 1812 med galeasen ”Ane Margrethe” på 38 læster.
Ane fødte mange børn – i hvert fald tolv stykker – og en stor del af dem blev voksne. Det blev sønnen Peter Palmsen Friis, der siden overtog huset. I 1863 deltes det i to beboelser.