Rasmus Haagensen Busk er den første beboer her på stedet, hvor han formodentlig i midten af 1740’erne byggede sig et hus på 5 fag.
Han var i 1745 blevet gift med Marchen Dirchsdatter, der stammede fra Strandgade 12.
I 1756 fik Rasmus skøde på jagten “De tre Brødre” på 18 læster med en besætning på 2 mand og 1 dreng. Han havde dog kun 1/3 part i jagten. Ifølge sørullen var han mådelig høj med mørkt krøllet hår. Han har formodentlig kun sejlet med brænde i de hjemlige farvande.
Rasmus og Marchen fik fire børn, hvoraf kun de to nåede gennem barndommen, men ingen af disse to blev gift. Rasmus faldt i 1777 over bord ved Kalvehave og druknede. Marchen levede til 1786.
Det blev herefter de to ugifte søskende, Dirch og Marchen, der beboede huset. Dirch sejlede og hun førte hus for ham. Han var skipper, og i 1790’erne sejlede han rundt med jagten “De to Søskende” på 11 læster – formodentlig udelukkende med brænde.
Dirch døde i 1829 og Marchen i 1831.
Næste beboere var hjulmager Hans Fredriksen, søn af en hjulmager i Store Magleby og gift med Marchen Henrik Palm fra Søgade 2. Dette par boede her til midten af 1800-tallet.
I begyndelsen af 1900-tallet var der indrettet en privat realskole her i ejendommen.